Af formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Rundt om i landet står skjulte skatte i form af nedlagte landbrugsejendomme. Store, fine stuehuse, lader med meterhøje lofter og gamle staldbygninger står omkranset af blodbøge, frugthaver og marker.
Med de rette øjne er en nedlagt landbrugsejendom rammen for det gode liv sammen med andre tæt på naturen og roen. Et liv, hvor arbejde og fritid smelter sammen – hvor ens arbejdsplads blot kan være en spadseretur over gårdspladsen væk.
Desværre er nutidens behov for at kunne udvikle bæredygtige og visionære levemåder på landet, hvor arbejde og fritid i højere grad end tidligere integreres via klynger med hjemmearbejdspladser, iværksætterhuse og lignende, udfordret af planlovens nuværende udformning.
God ræson i at udvide ordning for omdannelseslandsbyer
Helt konkret bør den nuværende landsbyafgrænsning gøres mere fleksibel, ligesom omdannelsen af nedlagte driftsbygninger til f.eks. kontorfællesskaber eller alternative boformer bør gøres lettere. Ved at lempe på særligt Planlovens § 37 vil det i højere grad end hidtil blive muligt at anvende den nuværende bygningsmasse til at skabe moderne erhvervs- og boligbyggeri på landet.
Man bør også åbne op for omplacering af boliger i det åbne land. Så fjernelsen af én bolig giver plads til etableringen af en anden på en attraktiv placering. Det er vigtigt for tilflytningen.
Grundlæggende mener jeg, at planloven bør understøtte alle de fantastiske muligheder, der er for at bo og leve på landet – samtidig med, at den sikrer landzoner med plads til kultur- og naturlandskaber, som de fleste bor på landet for at være tættere på.
Derfor er der også god ræson i at udvide ordningen for omdannelseslandsbyer, der giver kommunerne mulighed for i deres strategiske planlægning for landsbyer at udnytte de stedbundne ressourcer i langt højere grad, end planloven tillader. Hvorfor ikke frisætte flere landsbyer, så de kan fungere som laboratorier for nye måder at bo, leve og arbejde på landet?
Beskyttelse må ikke stå i vejen for respektfuld udvikling
Samme benspænd ligger i strand- og kystbeskyttelseslinjen. Som det ser ud i dag, kan mange især mindre øer stort set ikke by- eller områdeudvikle, idet strand- og kystbeskyttelseslinjen inddrager store arealer langs hele øens kyst.
Et eksempel er en ø, hvor en nedlagt fabriksbygning ud til vandet ønskes solgt for at blive omdannet til et pensionat. Det er ikke muligt i dag med den eksisterende lovgivning.
Hensynet til natur og klima er og bør være centralt i planloven. Det kan der ikke herske tvivl om. Naturen er en af vores største ressourcer, og den skal blomstre.
Samtidig må beskyttelse ikke stå i vejen for lokalfunderet, respektfuld udvikling. Det fordrer tillid til de lokalsamfund og kommuner, som skal varetage områdets udvikling.
For helt ærligt – er der nogen, som har en interesse i at værne om naturen, er det de lokalsamfund, den omkranser. Derfor bør der kunne blødes op på beskyttelseslinjen på en måde, der passer på naturen og samtidig tillader en vis lokal udvikling.
Hensyn til lokalsamfundets muligheder bør indgå i planloven
Etableringen af det føromtalte pensionat i en nedlagt fabriksbygning er et eksempel. Et andet kunne være opstillingen af nye bord-bænke sæt. Et tredje kunne være et klubhus til lokale vandsportsentusiaster.
Jeg er ikke fortaler for at sætte vores kyster helt fri til omfattende byggeri med turisme for øje. Danmark er netop en attraktiv turistdestination i kraft af sine åbne kyststrækninger. Men jeg mener, at hensynet til lokalsamfundets mulighed for at skabe lokal attraktivitet og udvikling bør indgå i planlovens bestemmelser.
Grundlæggende bør planloven arbejde med, ikke imod den lokale udvikling – både hvad angår bosætning og erhverv. Gør man det rigtigt, har man en planlov, der ikke alene understøtter positiv udvikling, men baner vejen for helt nye måder at bo, leve og arbejde på i landdistrikterne.
Det er dén planlov, jeg drømmer om.
Indlægget er tidligere bragt hos Altinget.