Ny legeplads ved Redsted Sognegård

På Mors har Redsted Sognegård med hjælp fra Landdistriktspuljen Liv og Lands midler etableret et madpakkehus og legeområde på sognegårdens udearealer. Her kan lokalområdets børn nyde madpakken i tørvejr eller lege i den store sandkasse med blandt andet klatretårn, rutsjebane og gynger. Legepladsen omringes af en cykel- og scooterbane for de mindste, hvor der er etableret en tankstation.

Redsted har oplevet en vækst i antallet af børnefamilier i lokalområdet, særligt af borgere med en anden etnisk baggrund. Legepladsen bruges som et mødested og aktivt frirum og bidrager til integration mellem de lokale og udenlandske tilflyttere. De nye faciliteter understøtter de eksisterende aktiviteter i området, som består af en fodboldbane, toiletbygning, bålhytte og shelterplads.

Projektet har i alt fået 348.000 kr. i støtte fra Landdistriktspuljen Liv og Land, Nordea-fonden, Børnehjælpsdagen, LDR, Karby Børnedyreskue foreningen og den lokale beboerforening. Oveni det er der lagt omkring 300 frivillige timer og 100 maskintimer i at skabe en legeplads som samlingspunkt for områdets dagplejere, børn og forældre. 

Citat fra Kresten Heltborg, formand for Redsted Sognegård

”Midlerne fra Landdistriktspuljen har forårsaget, at vi overhovedet kunne etablere legepladsen.”

Om Redsted:

Redsted er en landsby som ligger på det vestlige Mors i Morsø Kommune. Der er omkring 250 indbyggere i Redsted heraf 35 børn. Redsted er en del af landsbyklyngen Landsbyen De 7 Sogne, som netop har til formål at skabe aktiviteter og faciliteter på tværs af landsbyerne.

Kontakt:

Kresten Heltborg, formand for Redsted Sognegård, 51 81 24 18 

Puljemidler til projektet:

  • 139.900 kr. fra Landdistriktspuljen Liv og Land

  • 55.000 kr. fra Nordea-fonden

  • 20.000 kr. fra Børnehjælpsdagen (Lokal fond)

  • 10.000 kr. fra beboerforeningen

  • 40.000 kr. fra Landdistriktsrådet, Morsø Kommune

  • 3.000 kr. fra Karby Børnedyrskue foreningen

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail