I dag sidder der i gennemsnit kun 1,16 person i hver bil. Det tal kan heldigvis forbedres, men det kræver, at politikerne vil gøre det nemmere og mere attraktivt at dele regningen bilist og medpassagerer imellem.
Stadig flere danskere har investeret i en bil for at kunne transportere sig fra a til b. Det skyldes blandt andet, at den kollektive trafik i mange landområder er så udsultet, at den ikke udgør en reel transportmulighed på turen til arbejde, uddannelsesinstitutionen eller til fornøjelser. I løbet af de seneste 10 år er der kommet 25 pct. flere biler på vejene. Flere biler øger CO2-udledningen, trængslen og udgifterne for den enkelte.
Udfordringen er at sikre danskernes mobilitet og samtidig nå klimamålene og mindske trængslen. Her er en bedre udnyttelse af bilerne på vejene en aktuel, men overset mulighed. I dag sidder der i gennemsnit kun 1,16 person i hver bil – det tal kan vi heldigvis forbedre, men det kræver, at politikerne vil gøre det lettere og mere attraktivt at dele regningen bilist og medpassagerer imellem.
Derfor foreslår vi i FDM og Landdistrikternes Fællesråd, at politikerne indfører et skattemæssigt bundfradrag, som gør det lettere at arrangere og praktisere samkørsel. Samtidig bør man ligesom i sammenlignelige lande tillade et skattefrit startgebyr, der gør det attraktivt at være chauffør. Endelig bør den skattefrie sats pr. kilometer lægges fast og øges. I dag må chauffør og passager dele de variable omkostninger forbundet med den konkrete udgift. Men det er en meget upraktisk regel, da den reelt indebærer, at man skal gætte sig til, hvad det koster, næste gang bilen skal til service eller repareres.
I Frankrig har man gjort det økonomisk attraktivt at samkøre – ikke at leje bilen ud, men at tage flere passagerer med, når man alligevel kører turen. I Danmark må man tage cirka 70 øre pr. kilometer. Det fremmer ikke incitamentet til at samle medpassagerer op undervejs, når ”fortjenesten” er så lav.
Vi har allerede adgang til flere apps, der gør det nemt at tilbyde og finde et lift. Flere er også tilkoblet Rejseplanen, men her er det tydeligt, at samkørsel ikke er et alternativ, der fungerer særlig godt. Det betyder, at samkørsel ofte bliver overset som en reel transportmulighed. Man kunne derfor med fordel også understøtte etableringen af samkørselsklubber for virksomheder og uddannelsessteder, som ansatte og studerende kan benytte til at møde hinanden og køre sammen. I Frankrig stilles der også krav til større virksomheder, som skal dokumentere, hvordan de hjælper deres ansatte til at vælge grønne alternativer til egen bil.
Med den økonomisk vanskelige situation, vi står i med høje brændstofpriser og et målrettet fokus på at nedsætte vores CO2-udledning, bør vi som samfund hjælpe bilisterne til at finde alternativer til at sidde alene i egen bil.
Politikerne kan med simple justeringer gøre det langt mere attraktivt at køre sammen, og vi kan hjælpe kommunerne til at arbejde mere proaktivt med samkørsel og samkørselsnetværk i deres område. Her er det vigtigt at understrege, at samkørsel ikke skal ses som en konkurrent til kollektiv trafik, men som et vigtigt supplement, der også i mange situationer reelt kan understøtte den kollektive trafik. Aktuelle samarbejder i Nordjylland, Nordsjælland og Østsjælland viser, at der er interesse og vilje til et samarbejde mellem samkørselsoperatører og trafikselskaber.
Men for at vi for alvor kan få gang i samkørslen, skal der sikres bedre økonomiske incitamenter, enklere og bedre skatteregler og integration med den øvrige kollektive trafik. Her er med andre ord hverken behov for hockeystave eller milliardinvesteringer i fremtidige teknologiske løsninger – det kræver blot en smule politisk nytænkning og vilje samt overkommelige økonomiske prioriteringer. Det håber vi, det nye Folketing er klar til.