Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd
Gennem årtiers centralisering har man støvsuget landet for det nære politi, og det har ikke alene mindsket trygheden, det svækker også den kriminalpræventive indsats, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.
Fra sit kontor eller på rundtur i området har landbetjenten haft et vågent øje på stort og småt i sit lokalområde. Han har mødt de lokale lømler på gaden, talt med deres familier mellem indkøbsvognene i Brugsen og gennem dette lokale kendskab og tilknytning, kunne den nærværende landbetjent være med til at afværge kriminelle løbebaner, før de for alvor kom i gang.
Desværre er der ikke mange landbetjente tilbage i de danske lokalsamfund.
Med politireformen og strukturreformen er der udført en massakre på landbetjenten. Gennem nullerne har reformerne og deres indbyggede centraliseringsiver accelereret afviklingen af landbetjenten i enorm grad. Hvor der i 2008 var 140 landbetjente i Danmark, var tallet i 2011 faldet til 105. Og i september 2017 var der 20 tilbage. Det viser en aktindsigt fra Rigspolitiet, som Dagbladet Information tidligere har beskrevet.
Hvad angår de lokale politistationer står det ikke bedre til. Tal fra Justitsministeriet viser ifølge JydskeVestkysten, at der er blevet omtrent 40 procent færre politistationer rundt om i landet siden 2007. Lukningerne af politistationer er tilmed skævt fordelt landet over. Værst er billedet hos Bornholms Politi og Fyns Politi. Sidstnævnte har i dag beredskab i Odense, Svendborg og Ærøskøbing, mens førstnævnte har en enkelt enhed i Rønne, fremgår det af en artikel i JydskeVestkysten.
Når man har beskåret det nære politi i så massivt et omfang op gennem nullerne, har man ikke alene mindsket trygheden, man har også svækket muligheden for at lave en forebyggende, kriminalpræventiv indsats.
Det er ikke bare uklogt, det er hovedløst.
For i den blinde centraliseringsiver er man endt med at fjerne en væsentlig barriere for udviklingen af alvorlig og omkostningstung kriminalitet. I dag er nærpolitiet nemlig smurt så tyndt ud over landet, at den forebyggende og kriminalpræventive effekt forsvinder.
At man nogle steder forsøger at kompensere for det ved at åbne politibutikker eller mobile enheder foran Brugsen er en lappeløsning uden effekt.
Et ordentligt, trygt, forebyggende og kriminalpræventivt nærpoliti kræver tilstedeværelse, lokalkendskab og bemanding. En ugentlig åbningsdag eller et par timers åben dør udgør ikke et tilstrækkeligt nærpoliti. Borgerne har behov for at sætte ansigt på de lokale betjente, ligesom trygheden består i at vide, at der er politi i nærheden, når man har brug for dem.
Det er rent tryghedsgamling at tro, at man i nødens stund lige netop rammer de to timer tirsdag formiddag, hvor politibutikken slår dørene op.
Politiet har til alle tider været en politisk kastebold.
For tiden er de blevet det igen med de igangværende politiforhandlinger. Og mens regeringen via et interview med Mette Frederiksen i Berlingske meldte sig klar til at styrke det nære politi ved blandt andet at etablere 20 nye nærpolitistationer – 10 på hver side af Storebælt – håber vi i Landdistrikternes Fællesråd på, at ambitionerne på nærpolitiets vegne ender med at være endnu større.
Vil man i fremtiden stå med et styrket nærpoliti, ligger det lige for at kigge tilbage og genfinde landbetjentens funktion og rolle i lokalsamfundet. Og selvfølgelig samtænke landbetjenten med nærpolitistationer og hovedstationen, så man med blandt andet gennem moderne digitale løsninger og kontakt kan styrke efterforskning og opklaringsarbejde med hjælp fra landbetjenten.
Kun ved at sikre reel tilstedeværelse, ordentlige åbningstider og kontinuerlig bemanding med lokalkendskab kan vi genrejse nærpolitiet. Til gavn for trygheden, forebyggelsen og den kriminalpræventive indsats.
Se dét er god samfundsræson.