Stor optimisme til landdistrikternes årsmøde

Handlekraft og optimisme. Stemningen var god, da henimod 100 borgmestre, folketingsmedlemmer og organisationsfolk mødtes fredag til Landdistrikternes Fællesråds årsmøde i Egtved.

Det blev et af de mest velbesøgte årsmøder nogensinde, hvor deltagere fra hele landet bidrog til en rigtig god debat efter formandens beretning der, sammen med den skriftlige årsberetning, understregede den vigtige rolle, Landdistrikternes Fællesråd har spillet, både politisk og i den offentlige debat. 

– Det har været et spændende år, hvor der er nået en række milepæle i Landdistrikternes Fællesråd. Den historisk store udflytning af statslige arbejdspladser og den ambitiøse plan for vækst og udvikling i hele landet havde ikke være ligeså omfattende uden vores vedvarende indsats på Christiansborg og ude i landet, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Der blev valgt to nye medlemmer til Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse. Fra A-medlemmerne blev formand for 4H Henrik Dalum valgt, mens Charlotte Christiansen fra Assens Kommune blev valgt for B-medlemskredsen, der tæller 41 danske land- og yderkommuner.

Der var genvalg til Lars Høgh fra DGI, der således fortsætter i bestyrelsen. Årsmødet var samtidig et farvel til Søren Elbæk fra Ringkøbing-Skjern Kommune og Frederik Kaae Kirk fra 4H, som fik ros for deres store indsats til gavn for udviklingen af de danske landdistrikter.

 

Minister: Vi har lyttet til Landdistrikternes Fællesråd

Efter årsmødet blev der holdt et indlæg af erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), som udtrykte stor tilfredshed med det rigtig gode samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd.

Ministeren understregede, at Landdistrikternes Fællesråd har gjort en stor og betydningsfuld indsats i forhold til at varetage de politiske interesser for yderområderne, og lagde vægt på, at regeringen har lyttet til flere af de udspil, Landdistrikternes Fællesråd er kommet med. Det være sig både i forhold til strategien for udflytning af statslige arbejdspladser og den ambitiøse plan for vækst og udvikling i hele landet.

Der var efterfølgende debat, som koncentrerede sig omkring rammevilkårene i landdistrikterne.

 

Fuld fokus på uddannelse i hele landet

Efter ministerens indlæg var der en spændende debat om uddannelsesmuligheder i hele Danmark. I debatten deltog Kaare Dybvad (S), Thomas Danielsen (V), Mette Hjermind Dencker (DF) og Andreas Steenberg (RV), der er medlemmer af Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer. Derudover deltog afdelingschef i KL Erling Friis Poulsen og Camilla Wang, der er rektor for University College Sjælland.

Debatten vil, sammen med andre undersøgelser, danne baggrund for det uddannelsespolitiske udspil, som Landdistrikternes Fællesråd efter planen præsenterer til april.

Kontaktpersoner

Steffen Damsgaard 51740062 formand@landdistrikterne.dk Formand
Noa Jankovic 71708249 noa@landdistrikterne.dk Pressechef

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail