Landdistrikter: Infrastruktur er afgørende for vækst og udvikling

En ny rapport fra tænketanken Kraka slår fast, at motorveje ikke hjælper på befolkningstallet i landområderne. I Landdistrikternes Fællesråd er man mere end skeptiske over for rapportens konklusioner.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard er skeptisk over for analysens konklusioner. Ingen kan sige noget kvalificeret om, hvordan det ville være gået, hvis nu der ikke var bygget motorveje ud til nogle af yderområderne, mener han.

»Eller hvad nu hvis E45 havde ligget midt inde i Jylland? Hvad var der så sket? Vi ved heller ikke, hvad der var sket, hvis Nordjylland ikke havde fået sine motorveje. Så tror jeg, at udfordringen havde været endnu større. Infrastrukturen er vigtig – også for yderområderne. Hvis man ikke har infrastrukturen i orden, bliver man hægtet af udviklingen,« siger Steffen Damsgaard til Jyllands-Posten.

I Landdistrikternes Fællesråd, der tæller 41 danske land- og yderkommuner, understreger man, at erhvervsudvikling er kompliceret, og at mange forskellige faktorer spiller ind.

»Motorveje gør det selvfølgelig ikke alene, men jeg er uenig i, at politikerne overspiller det kort. Både digital infrastruktur og infrastruktur spiller ind ligesom kommunernes tilbud generelt, men at konkludere, at motorveje er uden betydning, er en fejlslutning. Se blot på, hvor Danish Crown har placeret deres to store slagterier: Holsted og Horsens og begge steder tæt på en motorvej. Det har også betydning for, hvor stort et opland man kan trække arbejdskraft fra. Motorveje er en væsentlig vækstdriver, og på den måde har de også betydning for befolkningsudviklingen,« siger Steffen Damsgaard.

Kontaktpersoner

Steffen Damsgaard 51740062 formand@landdistrikterne.dk Formand
Noa Jankovic 71708249 noa@landdistrikterne.dk Pressechef

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail