“Jeg kan mærke mine skuldre falde ti centimeter, når vi kører over Dronning Alexandrines bro”

Corona har gjort hjemmearbejde til kutyme, og det puster til lysten for at skifte stenbroen ud med ølivet. Vi har mødt en af dem, der har gjort tanken til virkelighed.

Havudsigt.

Det var dét ord, som gjorde udslaget for Dorte Gro og hendes kæreste Morten, da de i 2013 kiggede efter ny bolig. På Møn fik de en havudsigt, der var til at betale – og de endte med at få meget mere end det med i købet.

Under coronanedlukningen var der fritid til overs, som de – med hjælp fra børnene Adrian og August – udnyttede til at etablere køkkenhave. Nu har de en have så stor, at man kan gå på eventyr, egen båd og legekammerater få minutter væk. Familien Gro føler sig privilegerede over forholdene på Møn og den legeplads, som gør det ud for familiens hjem.

– Vi forelskede os i huset her, der ligger lige ned til vandet på den skønneste naturgrund og med gode skoler lige i nærheden. Det har bare været det helt rigtige bytte for os, fortæller Dorte Gro.

Det er syv år siden, at familien, der dengang bestod af tre, begyndte at kigge sig om efter noget nyt at bo i. På daværende tidspunkt boede de i en skøn lejelejlighed på femte sal på Islands Brygge. Der var cykelafstand til både uddannelses- og arbejdssted og en forrygende udsigt over byen. Med en enkelt baby på armen opfyldte lejligheden fint parrets behov. Men kun for en stund.

– Det var da svært at vænne sig til tanken om at flytte til Møn, for i Vordingborg, hvor jeg kommer fra, er der altså hakkeorden – og Møn var ikke øverst i hierarkiet, da jeg gik i gymnasiet, griner Dorte Gro fra telefonforbindelsen, inden hun fortsætter:

– Men min mand Morten husker barndommen i sommerhuset på Møn som én lang, bekymringsfri sommerferie. Det var i sidste ende tungen på vægtskålen, for de minder kunne være vidunderlige at give videre til vores børn.

Flexible arbejdspladser skabte nye muligheder 

Parret arbejder i hver deres kontorfællesskab på Møn med andre selvstændige. Morten lever af at lave hjemmesider for virksomheder og Dorte af at renovere og sælge huse. I kontorfællesskabet sidder andre mønboere med karrierer som blandt andet arkitekt, forsker og underviser på Københavns Universitet, spiludvikler, journalist og bogholder. De bruger hinanden til at sparre med, spise frokost med og til at afholde en fredagsbar i ny og næ. 

– Men her på landet foregår en fredagsbar med børn. Det er meget anderledes end i det kontorfællesskab på Christianshavn, hvor Morten og jeg i sin tid mødte hinanden, siger Dorte Gro. 

Hverdagen halvanden times kørsel fra Rådhuspladsen i København rummer store kontraster til det liv, som de for få år tilbage vinkede endeligt farvel til. Nu bor de i forreste række til Stege Nors stille vand, hvor de netop har udnyttet coronanedlukningens ekstra fritimer til at bygge køkkenhave og til at investere i en sejlbåd, som de er i gang med at introducere børnene for.

Beslutningen om at rykke fra Bryggen til livet som øbo krævede dog lange overvejelser, fortæller Dorte Gro: 

– Lejligheden på femte var jo fantastisk, men der var ikke plads nok. På et tidspunkt kiggede vi lidt på nogle helt nyopførte rækkehuse på Islands Brygge, der blev sat til salg for syv millioner kroner. Vi måtte se hinanden dybt i øjnene og overveje det, men så var der noget, der faldt på plads. Vi blev nemlig enige om, at det var ikke Bryggens rækkehuse, der ville være det rigtige for vores familie, siger hun.

Det nye Nørrebro

Familien begyndte derefter at holde øje med boligsider. De havde begge jobs i København, men kunne nøjes med at pendle et par gange om ugen ind til byen, vurderede de. Så de ledte bredt og også ret specifikt, for da ”havudsigt” pludseligt fremgik som beskrivelse på et boligmål, var de ikke længere i tvivl om kriterierne for drømmeboligen.

– Vi begyndte at søge på ”havudsigt” og fandt stedet her, som vi besøgte flere gange. Særligt med vores københavnske målestok var det jo et fund til prisen og efter næsten et år, fik vi overtalt banken til at låne os pengene til huset. Vi købte ikke huset som helårsbolig, men som flexbolig. Det gav os mulighed for at vænne os til miljøet, skolerne og ø-livet uden pres, siger Dorte Gro, der efter to år med huset som flexbolig, endeligt rykkede for nu fem år siden. 

På Vestmøn har lokalrådet i en årrække eksperimentet med at udstykke prøveboliger til samme formål. Ordningen kan man fortsat gøre brug af, men bosætningsambassadør på Vestmøn, Lillan Sand, oplyser, at boligerne for tiden nærmest sælger sig selv:

– Det går forrygende med boligsalget i øjeblikket, og interessen kommer især fra københavnere, som øjner en mulighed for at bo billigt og sammensætte sig i nogle stærke fællesskaber. Vi kalder det ”det nye Nørrebro”, siger hun med et grin og fortsætter:

– Coronanedlukningen har givet nye muligheder for at være med fra en digital forbindelse. Det er blevet legitimt, nærmest kutyme, at man arbejder hjemmefra. Det frigiver en masse ressourcer både tidsmæssigt og økonomisk, som virker tiltrækkende på mange, siger Lillan Sand.

Den endelige beslutning

Befolkningstallet på Møn har siden 2010 været under det magiske tal på 10.000, men det ser ud til, at kurven omsider er stabiliseret. I hvert fald har efterspørgslen på fritidsboliger eller helårsboliger fået sig et nøk op. Fritidsboligen blev også familien Gros indgang til ø-livet. Efter to år blev de overbevist. Nu skulle familielivet rykkes permanent.

– Til sidst blev det bare for fjollet at beholde basen på Bryggen, mens vi samtidigt forsøgte at bruge mest muligt tid i huset på Møn, fortæller Dorte Gro og fortsætter:

– Vi elskede livet på Bryggen, men vores behov ændrede sig. Fem ud af seks familier i min mødregruppe med Adrian var flyttet til en ny by efter et år, og så trak livet på Møn rigtig meget i os. Man vælger jo Møn til på en helt anden måde. Misforstå mig ikke, vi elskede Bryggen, men vi flygtede samtidig derfra. Skoletilbuddene er behæftede med stordriftsfordele, og det var slet ikke noget for os. Det er skønt at tage ind til København en gang imellem og opleve pulsen, men mine skuldre falder ti centimeter lige så snart, vi kører over Dronning Alexandrines bro, forklarer Dorte Gro.

Om artikelserien ”Fra stenbro til øbo”

Drømmen om nærhed, fritid og stærke fællesskaber lever i mange af os. Flere øer har de seneste år fået vendt fraflytning til en spirende positiv tilflytning fordi de kan tilbyde netop det. Men at tage springet og flytte til en ø, kan være sammenkædet med bekymringer om bolig, arbejde og skoleforhold. Hjælpen er dog nær, for facebookgrupper for øboere og interesserede vinder frem, og her kan man høste erfaringer om alle de forbehold, man måtte have forud for at tage skridtet. Artikelserien “Fra stenbro til øbo” inddrager nogle af de modige danskere, der har rykket teltpælene op og placeret dem på en af de mange smukke, danske øer.

Kontaktpersoner

Cecilie Davidsen Høj 53850124 cdh@landdistrikterne.dk Kommunikations- og pressekonsulent