Ny rapport: Flere landsbyer kan blive levedygtige

En tættere dialog mellem kommune og lokalsamfund, bedre digital infrastruktur, flere midler til landsbyfornyelse og en udvidelse af BoligJobordningen er blandt de 17 anbefalinger, Udvalget for levedygtige landsbyer mener, skal bidrage til at understøtte og styrke udviklingen af de danske landsbyer.


Udvalget for levedygtige landsbyer, der blev nedsat i juli 2017 som en del af den politiske aftale om modernisering af planloven, aflagde mandag en rapport til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

På et pressemøde i landsbyen Nyrup i Sorø Kommune gennemgik udvalgets formand Jens Kr. A. Møller, adm. direktør i DLR Kredit, sammen med formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og formand for Sammenslutningen af Danske Småøer Dorthe Winther, de 17 anbefalinger, der ifølge udvalget skal bidrage til at skabe vækst og udvikling i de mindre landsbysamfund.

– Det skal være attraktivt at bo og arbejde i hele Danmark, og derfor skal vi udvikle vores landsbyer. Jeg er overbevist om, at udvalgets anbefalinger til, hvordan flere landsbyer kan gøres levedygtige, vil sætte positive aftryk for fremtiden i landdistrikterne, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard, der også er medlem af Udvalget for levedygtige landsbyer.

Mere end 1 mio. danskere bor i dag i landsbysamfund med op til 1.000 indbyggere.

– Der er levende og levedygtige landsbyer i alle dele af Danmark, men der er også store udfordringer bl.a. foranlediget af store politiske reformer som Strukturreformen, Politireformen og Sygehusreformen, der har centraliseret mange offentlige servicetilbud, siger Steffen Damsgaard og tilføjer: 

– Hvis der er områder af landet, der helt kobles af udviklingen, er der en risiko for, at oplevelsen af et delt Danmark forstærkes.

Han understreger, at mens befolkningstallet siden år 2000 er steget på landsplan, bor der i dag færre i landsbyerne og landdistrikterne.

– Derfor er det afgørende, at man på tværs af stat, regioner og kommuner indgår i dialog og samarbejde med hinanden og med landbyernes borgere om de muligheder og udfordringer, der eksisterer i landdistrikterne med henblik på at sikre en bredt forankret udvikling med en fælles retning, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

En differentieret og målrettet udvikling

Udvalgets rapport beskriver bl.a., at det er afgørende med en strategisk tilgang til et områdes udvikling, hvis det skal lykkes. Små, enkeltstående tiltag uden et samlet strategisk sigte vil sjældent have den fornødne effekt til et bæredygtigt løft af et område, står der i rapporten. 

Steffen Damsgaard glæder sig særligt over udvalgets anbefaling om, at der i planloven indarbejdes en forpligtelse for kommunerne til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning for kommunens landsbyer og landområder.

– Landsbyerne har forskellige muligheder og udfordringer. For at sikre en løbende omstilling er det vigtigt at tage udgangspunkt i stedbundne forudsætninger samt i de borgere, som bor og lever i området, for på den måde at sikre en differentieret og målrettet udvikling, siger Steffen Damsgaard.

Han peger konkret på de fire kriterier, udvalget har identificeret som værende afgørende for at sikre flere levedygtige landsbyer: Et attraktivt nærmiljø med tidssvarende boliger, en tilpasset bygningsmasse samt adgang til landskab og natur; nærhed til offentlig og privat service; tilgængelighed til beskæftigelse og gode muligheder for etablering af virksomheder samt; social og kulturel sammenhængskraft. 

Behov for politiske prioriteringer

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd mener f.eks., der er behov for politiske prioriteringer for at forbedre de basale rammevilkår, hvis flere landsbyer skal være levedygtige i 2030.

– Hvis vi skal have flere levedygtige landsbyer er det bl.a. nødvendigt med nye kollektive trafikløsninger, bedre digital infrastruktur samt en erhvervsudvikling med fokus på stedbundne potentialer, siger han og fortsætter: 

– Men det er også vigtigt med en særlig indsats i udpegede rekonstruktionsområder. Derfor glæder det mig, at udvalget anbefaler, at der i områder med betydelige udfordringer (kommunalt udpegede rekonstruktionsområder, red.) skal være adgang til et katalog af særlige indsatser, der skal understøtte områdets udvikling. En forlængelse og forøgelse af Pulje til Landsbyfornyelse på minimum 330 mio. kr. årligt i en tiårig periode, en udvidelse af BoligJobordningen samt mulighederne for omplacering af boliger i det åbne land er alle vigtige og relevante elementer i den forbindelse.

Læs udvalgets rapport her.

Udvalget består af Bent Jensen, CEO & Ejer, LINAK, Dorthe Winther, formand, Sammenslutningen af Danske Småøer, Ellen Højgaard Jensen, direktør, Dansk Byplanlaboratorium, John Wagner, Adm. direktør, De Samvirkende Købmænd, Laila Kildesgaard, direktør, KL, Steffen Damsgaard, formand, Landdistrikternes Fællesråd, Susanne Hovmand-Simonsen, godsejer, Knuthenlund Gods, Søren Møller, landsformand, DGI og Thorkild Ærø, direktør, prodekan, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet. 

Udvalget har bl.a. besøgt en lang række byer i flere af Landdistrikternes Fællesråds medlemskommuner: Maribo, Lolland Kommune, Ebberup, Assens Kommune, Knebel, Syddjurs Kommune, Sdr. Rubjerg, Hjørring Kommune, Vallekilde, Odsherred Kommune og Nordby, Fanø Kommune. 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.