Landkommuner chokerede over beskæring af nedrivningspulje

Regeringen skærer i antallet af kommuner, som kan søge pulje om at nedrive faldefærdige huse, men landdistrikterne kan ikke klare sig uden den økonomiske håndsrækning, viser en rundspørge til landkommunerne.

Det vækker harme i landdistrikterne, at regeringen nu skærer i antallet af kommuner, som kan søge den statslige nedrivningspulje for at fjerne faldefærdige rønner og lignende. 

I dag kan 70 kommuner søge puljen, men regeringen skærer det ned til 45, fordi der er afsat færre midler end tidligere. I både 2014 og 2015 var der cirka 200 millioner kroner til nedrivning af faldefærdige huse, men i år er der kun afsat knap 55 millioner kroner. 

I en rundspørge til 31 landkommuner, som Landdistrikternes Fællesråd har lavet, erklærer samtlige borgmestre sig således enige i, at nedrivningspuljen spiller en afgørende rolle for at kunne udvikle og forbedre landdistrikterne. Kun to ud af de 31 kommuner mener, at de kan klare sig med færre midler, og 13 kommuner angiver et behov for flere eller markant flere midler.

Derfor giver det ingen mening, at regeringen vil indskrænke både ansøgerfeltet og puljens størrelse, mener Landdistrikternes Fællesråd, der tæller 41 danske land- og yderkommuner.

– Det bekræfter os i, at der ikke er sat nok midler af. Der er simpelthen behov for en meget større indsats, end det, der er lagt op til i de kommende år, siger formand Steffen Damsgaard.

Ifølge Steffen Damsgaard er nedrivning en afgørende og effektiv vej til at skabe mere attraktive yderområder.

– Hvis vi vil skabe bedre forusætninger for at bo og leve i alle dele af Danmark, så skal vi også sikre en nedrivningspulje, der kan hjælpe kommunerne med at fjerne faldefærdige huse og lignende, afslutter han.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic 71708249 noa@landdistrikterne.dk Pressechef

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail