LAG’erne sætter fokus på erhvervsfremmeindsatsen på årets Folkemøde

FOLKEMØDET 2018: Erhvervsfremmesystemet er temaet, når de lokale aktionsgrupper, LAG’erne, i samarbejde med Landdistrikterne Fællesråd inviterer til debat på Folkemødet på Bornholm.

I Danmark bruges der over en syvårig periode mere end 10 mia. kr. fra EU’s fire strukturfonde, der bl.a. har fokus på erhvervsfremme gennem forskellige støtteordninger. Men bruges pengene klogt nok? Er der geografisk balance i, hvor midlerne flyder hen, og skal der være det? Og hvordan kan vi styrke samarbejdet mellem EU’s strukturfondsmidler og Landdistriktsprogrammet til gavn for udviklingen i landdistrikterne?

Dette er omdrejningspunktet for debatten, hvor de danske LAG’er har inviteret en række politikere til at diskutere udnyttelsen af de mange udviklingsprogrammer.

Debatten foregår lørdag kl. 10.30 – 11.30 i Landdistrikternes telt, der ligger på plads A8.

De 27 danske LAG’ere har tilsammen en årlig ramme fra Landdistriktsprogrammet på 66 mio. kr., der fortrinsvis går til erhvervsudvikling i landdistrikterne. Det unikke ved LAG’ernes arbejde er, at EU overlader det til lokale foreninger at skabe udvikling lokalt efter det såkaldte bottom-up princip. Til det formål stilles en projektudviklingspulje til rådighed, hvor LAG’erne med risikovillig kapital kan yde direkte investeringstilskud til lokale iværksættere. Det er der brug for i landdistrikterne, hvor lånefinansiering er noget, vi ofte må spejde langt efter.

– Vi glæder os til for første gang at være repræsenteret på Folkemødet. Her er der en helt unik mulighed for at komme i dialog med borgere, interessenter og politikere om udviklingen af landdistrikterne. Og vi får mulighed for at sætte spot på LAG’ernes rolle i den lokale erhvervsfremmeindsats, fortæller initiativtager til debatten og formand for LAG Midt-Nordvestsjælland Flemming Larsen.

Fakta: Landdistrikternes Telt

Landdistrikternes Telt på Folkemødet 2018 ligger i Danchells Anlæg (A8) og består af: Guldborgsund Kommune, Nordfyns Kommune, Sønderborg Kommune, Varde Kommune, Tønder Kommune, Skive Kommune, Vordingborg Kommune, Haderslev Kommune, Lolland Kommune, Odsherred Kommune, LAG, Benefit4Regions (B4R), Folketingets Udvalget for Landdistrikter og Øer samt Landdistrikternes Fællesråd.

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.