Den gode og den dårlige nyhed fra landdistrikternes boligmarked

Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd

Den gode og den dårlige nyhed fra landdistrikternes boligmarked

I denne uge har jeg både læst en god nyhed og en dårlig nyhed angående boligmarkedet i landdistrikterne.

For den gode stemnings skyld springer jeg direkte til den positive nyhed. Boligmarkedet i landdistrikterne har fart på, og det i en grad, at væksten i antallet af bolighandler på landet har overhalet ditto i storbyerne. Det kunne Finans.dk berette på baggrund af tal fra Boligsiden.dk.

Konkret lyder det, at mens salget af boliger over de seneste fem år er gået tilbage i København og på Frederiksberg, er boligsalget i samme periode mere end fordoblet i kommuner som Lolland, Langeland og Lemvig.

I løbet af et år i coronaens jerngreb har vi løbende hørt om rekordmeldinger fra sommerhusmarkedet, men at tendensen også omfatter helårsboliger – endda over en femårig periode – er i den grad noget at glæde sig over.

En af de store barrierer for at rykke fra populære byområder til landdistrikterne er frygten for at være stavnsbundet i et usælgeligt hus, hvis man skulle skifte mening. Derfor er det en meget vigtig nyhed, som også har en vigtig psykologisk effekt, at der nu meldes om lysere tider i en lang række land- og yderkommuner, hvad angår omsætteligheden af boliger.

Samtidig har coronakrisen blotlagt bylivets begrænsning og tydeliggjort landdistrikternes muligheder. Længslen efter natur, åbne vidder og flere kvadratmeter for pengene står klart frem, når hjemmet pludselig er skole, arbejdsplads og fritidsaktivitet i ét. Ligesom både arbejdsgivere og medarbejdere har fået øjnene op hjemmearbejdslivets fordele til gavn for bosætningen på landet, for det kan synes mere overkommeligt at bosætte sig i et landdistrikt, hvis man kan arbejde hjemmefra tre dage om ugen.

Således opmuntret er det tid til ugens dårlige nyhed.

Den kom i form af en undersøgelse fra RealMæglerne, som har sendt en rundspørge ud blandt deres over 100 ejendomsmæglerbutikker.

Heri svarer hele 55 pct. af mæglerne, at situationen omkring lånevilkår på landet er uændret de seneste år, mens 25 pct. angiver, at det er blevet sværere for køberne at låne til drømmeboligen. Desværre er det kun 20 pct. af de lokale mæglere, som svarer, at det er blevet lettere at låne til en bolig i landdistrikterne.

– Når man gerne må købe en bolig i byen til 3 mio. kroner, men ikke må købe en bolig på landet til 900.000 kroner, er der noget galt, og det medvirker desværre til at affolke de her ellers fantastiske landområder, udtalte adm. direktør i RealMæglerne Preben Merrild Angelo i den forbindelse.

Låneudfordringer på landet har spøgt i årevis, og det er på tide at tage et opgør med mekanismen. Selvom der lånes mere ud – også i land- og yderkommuner, så tyder det på, at der fortsat er udfordringer i de mindre byer og landsbyer, som ligger længst væk fra hovedbyen eller -byerne. Hvis ikke den gode nyhed med stigende boligsalg kan eliminere de sidste låneudfordringer i landdistrikterne på markedsvilkår, så er vi i Landdistrikternes Fællesråd overbeviste om, at en del af løsningen findes i form af statslig involvering – f.eks. i form af lånegarantier til boligkøb i landdistrikter.

I Simon Kollerup (S) har vi heldigvis fået en erhvervsminister, der har sat ord på sine ambitioner og dermed løfter til landdistrikterne om at få løst problemet. Tilbage i oktober opfordrede han danskere, som har oplevet problemer med at få lån til boliger eller virksomhedsdrift på landet, til at sende deres eksempel til en mailpostkasse oprettet til formålet.

– Det her opslag må du meget gerne dele, for det skal helt ud i Danmarks egne. Det handler om, at det ikke må være dit postnummer, der skal afgøre, om du kan få et lån i banken. Det er urimeligt, og det er et problem i yderområderne. Danmark er simpelthen for lille til så store forskelle. Jeg vil gøre op med de svære lånevilkår, man støder på, hvis man bor udenfor de større byer, skrev erhvervsminister Simon Kollerup (S) på sin Facebook-side i den forbindelse.

Mailpostkassen eksisterer i øvrigt stadigvæk, så det er bare med at sende eksemplerne af sted. Vi i Landdistrikternes Fællesråd modtager også gerne eksempler på låneudfordringer på landet og vil sørge for at få dem sendt videre. Vi skal nok holde erhvervsministeren op på hans løfter og spiller gerne ind med løsninger.

Samtidig har vi med den nyudnævnte Indenrigs- og Boligminister Kaare Dybvad Bek fået en ny minister for landdistrikter og regional udvikling, som har den koordinerende rolle på tværs af ministerierne for regeringens arbejde med at skabe et sammenhængende Danmark. Vi håber og tror, at der kommer politiske tiltag, som vil sikre boligbelåning i alle dele af landet, også der hvor der er længst mellem husene og langt til kommunens hovedby.

For helt ærligt, det ville være en milepæl for bosætningsindsatsen i landdistrikterne, hvis udfordringerne blev løst, og der kun flød gode nyheder ud fra landdistrikternes boligmarked.

Indlægget er bragt hos Danske Kommuner.

Kontaktpersoner

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail