Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Den seneste tid har jeg haft utallige ejere af små landejendomme i røret. Reaktionerne er afstedkommet af de nye ejendomsvurderinger, der for 22.000 landejendomme betød, at de i midten af april modtog et brev om omkategorisering af ejendommen.
Frustrationerne var store. For omkategoriseringerne ville for langt hovedparten betyde, at ejendommen vil blive beskattet med en langt højere grundskyld. Og det ville ikke være uden konsekvenser for den fremtidige tilflytning til landdistrikterne og naturens vækstbetingelser.
Heldigvis blev der lyttet til kritikken fra både Landdistrikternes Fællesråd, 38 borgmestre på tværs af landet og de tusindvis af borgere, der forståeligt nok har været bekymrede for fremtiden med udsigt til en flerdoblet stigning i grundskylden.
Efter stort pres sadlede forligskredsen på ejendomsskatteområdet nemlig om i forhold til at lade Vurderingsstyrelsen køre videre med de ellers planlagte omkategoriseringer af små landejendomme.
Helt konkret har forligskredsen i tråd med anbefalingerne fra Landdistrikternes Fællesråd besluttet at lave en ny kategori for naturejendomme. Idéen er, at boligbeskatningen i naturejendomme ikke skal stå i vejen for dem, der har natur og ekstensiv anvendelse af jorden, eller ønsker at omlægge jord til natur. Samtidig bliver der lavet en mere enkel og fleksibel overgangsordning, som gør, at flere – dog ikke alle – kan fortsætte i deres nuværende kategori som landbrug.
Det er et godt udgangspunkt. Men vi er langt fra i mål.
For tilbage står blandt andet beslutninger om niveauet af grundskylden for naturejendomme og kriterierne for at blive kategoriseret som naturejendom. Hvis vi skal undgå de utilsigtede konsekvenser, er det helt afgørende, at grundskylden er på samme niveau som ved landbrugsejendomme.
Lige så vigtigt er det, at kriterierne for naturejendomme ikke bliver så snævre, at det udelukker en stor del af landejendommene. Udgangspunktet bør være, at alle, der ikke kan fastholde kategoriseringen som landbrug eller skov, bør blive naturejendom, hvis de har en eller anden grad af natur på ejendommen. Kun hvis hele arealet er som en ”friseret have” eller plejet park, bør ejendommen kategoriseres som ejerbolig.
Tilbage står også den gruppe, der har fået besked om, at deres ejendom skifter kategori fra landbrug til erhvervsejendom. For dem er det nogle fuldstændige urimelige kriterier om erhvervsaktivitet i bygningerne på ejendommen, der afgør, om jorden beskattes som erhvervsejendom. Selv jord, der drives som landbrugsjord, kan skifte til kategorien som erhvervsejendom. Det skal der også findes ny løsning på.
Senest er det også kommet frem, at tusindvis af borgere har gjort indsigelse på Vurderingsstyrelsens omkategorisering af deres ejendom. Af de afsluttede sager har én ud af fem fået medhold i indsigelsen. Det er glædeligt, at flere landbrugsejere nu får lov til at beholde deres kategori, selvom vi havde forventet, at mange flere ville få medhold.
Men det viser også, at der har været gevaldige fejl og mangler i styrelsens arbejde med omkategoriseringer. Det er ikke bare uheldigt, det er uacceptabelt.
For usikkerheden om ejendomskategoriseringerne og dermed også ejendomsbeskatningen, skaber ikke kun usikkerhed for de enkelte ejere, der potentielt kan ende med at blive stavnsbundet. Det kan i sidste ende være en kæp i hjulet på tilflytningen til landdistrikterne.
Og landdistrikterne har i den grad behov for at kunne tiltrække nye beboere, der har lyst til at dyrke jorden, naturen og det landlige liv. Ejendomsvurderinger af landejendomme og de fortsatte uvisheder gør præcis det modsatte. Det kan vores landdistrikter ikke være tjent med.
Man kunne en stille stund drømme sig til en fremtid, hvor jorden blot vil blive beskattet efter, hvad den anvendes til – eksempelvis landbrug, skovbrug eller naturbrug. Så uanset om man har syv hektar, er et fritidslandbrug med 207 hektar eller om man har erhvervsaktivitet i bygningerne på en mindre ladejendom, så skal det ikke påvirke jordens beskatning opad. Det ville være enkelt, spare os enorme summer i administration og frigøre medarbejdere i Vurderingsstyrelsen til andre opgaver.
Det er dog langt fra den virkelighed, vi sidder med i dag. Det må derfor efterhånden stå lysende klart for enhver, at vi er langt fra i mål, når det gælder ejendomsvurderinger af små landejendomme.
Indlægget er tidligere bragt på jv.dk.