Aftalen om minimumsnormering risikerer at kvæle private og selvejende dagtilbud i landdistrikterne

Hvad de færreste er klar over, er, at aftalen om minimumsnormeringer er skruet sammen på en måde, der risikerer at hive tæppet væk under private dagtilbud og selvejende dagtilbud uden en kommunal driftsoverenskomst. For udover at sikre bedre normeringer i landets dagtilbud definerer aftalen også betingelserne for at drive dem.

Det skortede ikke på roser, da regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet i december 2020 kunne præstere en aftale om minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Sejren var nærmest givet på forhånd, for en politisk intention om flere varme hænder til børnene, kan ingen være imod?

Hvad de færreste er klar over, er, at aftalen er skruet sammen på en måde, der risikerer at hive tæppet væk under private dagtilbud og selvejende dagtilbud uden en kommunal driftsoverenskomst. For udover at sikre bedre normeringer i landets dagtilbud definerer aftalen også betingelserne for at drive dem.

Helt konkret indebærer aftalen, at den billigere kommunale dagpleje fortsat indgår i beregningsgrundlaget, der bestemmer størrelsen af tilskuddet til en privat institution med børn i alderen 0-2 år. Men dagplejen modtager ikke andel af minimumsnormeringerne, og derfor kan vi i konkrete tilfælde konstatere en væsentlig økonomisk difference. Blot ét eksempel fra en landdistriktskommune viser, at når alle lovmæssige beregninger følges, vil et barn i en privat vuggestue modtage 305 kr. mindre pr. måned i 2021 end et barn i en kommunal institution.

Af regeringens forståelsespapir ”Et retfærdigt Danmark” kan man læse, at politikerne vil styrke vores velfærd, så Danmark bliver verdens bedste land at være barn i. At velfærd skal give lige muligheder og frihed til forskellighed. Der bebudes et opgør med centraliseringen, så der er muligheder, arbejdspladser og velfærd i hele landet. Man skriver, at det har en værdi i sig selv, at beslutninger træffes tæt på dem, det vedrører. At Danmark er for lille til store forskelle. Alt sammen gode og prisværdige ambitioner.

Men når man indfører minimumsnormeringer, der rammer private og selvejende dagtilbud, samtidig med en klausul om, at man ikke længere skal kunne oprette daginstitutioner med en virksomhedsform, der giver mulighed for afkast, bliver konsekvensen formentlig, at private dagtilbud, ikke mindst i landdistrikterne, risikerer at lukke.

Hvis det private og selvejende dagtilbud skal kunne overleve i sin ejerform, står man aktuelt i et dilemma med to muligheder for at leve op til loven om minimumsnormeringer. Enten skal de lokale dagtilbud hæve forældrebetalingen, eller også skal de bede kommunen om hjælp.

Vælger institutionen første mulighed, vil forældrene ikke alene skulle betale en høj merpris for en lokal dagtilbudsplads i forhold til andre borgere. De samme forældre skal også medfinansiere minimumsnormeringerne i de kommunale dagtilbud via deres kommuneskat. Alternativet er, at den enkelte kommune træffer en beslutning om at hæve det beløb, som følger barnet til et privat og selvejende dagtilbud. Det synes ikke realistisk for land- og yderkommuner, der i forvejen kæmper med en stram økonomi.

Med andre ord bliver konsekvensen af den nuværende aftale, at færre forældre inden for kort tid vil få adgang til et dagtilbud i lokalområdet. De, som fortsat kan, vil skulle betale mere end de fleste for at modtage det samme serviceniveau. Samtidig får kommunerne ringere vilkår for at imødekomme borgernes ønsker til børnepasning, og de vil have færre muligheder for at tilrettelægge deres dagtilbudsområde efter lokale forhold.

Det skaber både social og geografisk uretfærdighed og medvirker i sidste ende til at skævvride landet. Samlet set stiller det økonomisk udfordrede landdistriktskommuner i områder med langt mellem husene, hvor de private og selvejende dagtilbud i stigende omfang er det sidste lokale dagtilbud, ringere og svagere i forhold til at tiltrække nye borgere samt fastholde de, der er.

Derfor håber vi, at regeringen og dens aftalepartier vil genoverveje, om det er rimeligt at lade borgerne i landdistrikterne betale en højere pris for at få flere varme hænder i deres lokale tilbud – blot fordi det eneste tilbageværende dagtilbud er privat eller selvejende.

Indlægget har tidligere været bragt hos Avisen Danmark.

Kontaktpersoner