Landdistrikter i jubel: Forligskreds sadler om på ejendomsvurderinger af landejendomme

Efter stor kritik fra blandt andre Landdistrikternes Fællesråd, har skatteministeren og forligskredsen nu besluttet at ændre i ejendomsvurderinger for landejendomme.

Tusindvis af borgere, der ellers har frygtet konsekvenserne af de nye ejendomsvurderinger for landejendomme, kan nu ånde lettet op.

En samlet forligskreds bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har nemlig besluttet at ændre i de ellers planlagte omkategoriseringer af landejendomme.

Og det vækker stor glæde hos formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, at Christiansborg har lyttet til kritikken og nu sadler om:

– Jeg er glad for, at skatteministeren og forligskredsen har lyttet til kritikken fra Landdistrikternes Fællesråd, borgmestrene og de tusindvis af borgere, der forståeligt nok har været både frustrerede og bekymrede. Det er helt afgørende, at vi nu er et skridt nærmere en mere holdbar løsning, der betyder, at det fortsat er attraktivt at bo på landet og dyrke naturen, siger han.

Helt konkret har forligskredsen besluttet at lave en ny kategori for naturejendomme, så boligbeskatningen ikke står i vejen for dem, der har natur eller som ønsker at omlægge jord til natur. Samtidig laves der en mere bred og fleksibel overgangsordning.

Ændringerne kommer efter, at Landdistrikternes Fællesråd og 37 borgmestre i weekenden sendte et brev  til blandt andet skatteministeren og Skatteudvalget. I brevet blev de vidtrækkende konsekvenser af omkategoriseringerne påpeget, ligesom borgmestrene og Fællesrådet opfordrede til, at der oprettes en ny kategori for naturejendomme.

Derfor er Steffen Damsgaard glad for at se, at en ny kategori for naturejendomme nu ser ud til at blive en realitet:

– Jeg er selvsagt tilfreds med, at forligskredsen har besluttet at bane vejen for en ny naturejendoms-kategori, som vi har foreslået sammen med 37 af landets borgmestre. Det er dog vigtigt, at ordningen bliver skruet sammen på en måde, så flest mulig af de ejendomme, der i dag kategoriseres som landbrug, får lov til at komme over i den nye kategori for naturejendomme, og at grundskylden får samme niveau som ved landbrugsejendomme, siger han. 

Landdistrikternes Fællesråd roser tilmed forligskredsen for at prioritere en opstramning af kommunikationen i forhold til overgangsordningen.

Kontaktpersoner

Signe Lauge Bach 53850127 sba@landdistrikterne.dk Public Affairs Konsulent

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail