Landdistrikter begejstrede for afskaffelse af kystnærhedszonen

Afskaffelsen af den restriktive kystnærhedszone vil skabe vækst og udvikling uden for de største byer, mener Landdistrikternes Fællesråd.

Regeringen vil afskaffe den omdiskuterede kystnærhedszone. Det har erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) netop bebudet. Forslaget som er en del af regeringens storstilede vækst- og udviklingsplan bliver modtaget med begejstring i yderområderne. Det siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

–  Det er meget positivt, at regeringen lægger op til, at kystnærhedszonen bliver afskaffet. De restriktive og bureaukratiske regler har i alt for mange år hæmmet det store vækstpotentiale, der uden tvivl er inden for kystturisme i Danmark, siger Steffen Damsgaard. 

Kystnærhedszonen dækker over den zone, der strækker sig fra strandbeskyttelseslinjen til tre kilometer ind i landet. Det er ikke direkte en forbudszone, men derimod en planlægningszone.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har flere gange tidligere slået til lyd for at lempe kystnærhedszonen, da han mener, at det er en hæmsko for virksomhedernes mulighed for udvikling. Venstre foreslog da også allerede før valget, at zonebestemmelsen skulle helt væk.

Det er sød musik i landdistrikternes ører, mener man i Landdistrikternes Fællesråd, som har talt for lempelserne af planloven i mange år.

 – Kystnærhedszonen er ikke alene en hæmsko for udviklingen af virksomheder og arbejdspladser i landdistrikterne, det er også en væsentlig årsag til, at vi taber attraktiv bosætning, som landdistrikterne mere end nogensinde før har brug for, afslutter Steffen Damsgaard.

Kontaktpersoner

Steffen Damsgaard 51740062 formand@landdistrikterne.dk Formand
Noa Jankovic 71708249 noa@landdistrikterne.dk Pressechef

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail