Hærvejsklyngen og Landdistrikternes Fællesråd inviterer hele Danmark til landsbytræf

Landsbyklyngen bestående af de fem byer Bække, Hovborg, Lindknud, Gesten og Gjerndrup er i fuld gang med at etablere et samarbejde på tværs. Fra starten har der været store visioner og ambitioner, for byerne vil løfte i flok og skabe et tillokkende miljø både for gæster og beboere, og nu er det igen tid til at stikke hovederne sammen.
Unge familier begynder i stigende grad at søge mod landsbyerne, og samtidigt bliver vi også markant flere ældre i samfundet. Det er tydeligt, at de små samfund kan rigtig meget, når det kommer til at skabe nye måder at leve på med masser af livskvalitet, og de er også gode til at byde på autentiske oplevelser til vores turister. Men spørgsmålet er, hvordan vi i landsbyerne takler nogle af morgendagens muligheder og udfordringer? Det vil Hærvejsklyngen gerne invitere flest muligt til at svare på.  

Formanden for Hærvejsklyngens styregruppe, Thomas Matthesen, fortæller:
– Vi glæder os til at drøfte bud på, hvordan sådan noget som boliger skal se ud, hvad det er for en kreditgivning vi vil se, der måske også markant anderledes end i dag. Derudover vil vi gerne høre om bæredygtighed, den selvforsynende landsby, det sunde liv, kultur og meget mere.

Det hele sker den 27. april 2019 i Hovborg Aktivitetshus Lindevej 7, 6682 Hovborg fra klokken 11 – 16.

Alle er velkomen til at deltage med relevante besyv og gode inputs til dagsordenen, så vi alle sammen kan blive lidt klogere på, hvad fremtiden skal rumme. 

Livet i fremtidens landsby er vi fælles om
Landsbytræffet kommer i denne gang til at foregå med stande som såkaldte energifelter, hvor bl.a. DGI, kreditgivere, boligselskaber, arkitekter, økologer, energiselskaber og Hærvejsklyngens bosætnings- og turismegrupper er med. Ungegruppen vil vise, hvordan de arbejder med e-sport og spejderne deltager med aktiviteter for børnene. Landdistrikternes Fællesråd og flere vil bidrage med oplæg og indspark i løbet af arrangementet, så vi kan få dækket et bredt spektrum af tiltagsområder. Ligeledes bliver de pågældende folkeskoler engageret i projektet, så eleverne selv kan komme med ideer til fremtidens landsby.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, fortæller:
– Vi er enormt bevidste om, at arbejdet i landsbyklynger starter nedefra og skal være lokalt forankret. Det er her, der kan arbejdes hen imod et fælles mål, og derfor håber vi, at så mange som muligt er villige til at gøre samarbejdet optimalt.

Han suppleres af formanden for Hærvejsklyngens styregruppe, Thomas Matthesen:
– Det er vigtigt for os at vise, at man som klynge har mange muligheder, men også hvor vigtigt det er at række ud mod hele landet. Derfor har vi til landsbyeventet lagt vægt på, at de aktører vi gerne vil have til at deltage, rækker ud mod fremtiden og kan komme med hver deres bud på livet i fremtidens landsby.

 

Kontaktpersoner

Kirsten Bruun, Hærvejsklyngen mail: kp.bruun@gmail.com - tlf. 51 33 31 29 Cecilie Høj, Studentermedhjælper Landdistrikternes Fællesråd mail: cdh@landdistrikterne.dk - tlf. 53 85 01 29