Skatterabat kan styrke bosætning på landet

Alternativet vil give en skatterabat til alle dem, der vælger hjemmekontoret i stedet for turen til arbejde. Spændende forslag, mener Landdistrikternes Fællesråd.

Alternativet foreslår, at man giver en skatterabat til dem, der arbejder hjemme. Det skal bidrage til at forbedre klimaet, afhjælpe trafikpropper på vejene og skabe større sammenhæng mellem land og by, fortæller partiets gruppeformand Josephine Fock til DR Nyheder. 

Hos Landdistrikternes Fællesråd er formand Steffen Damsgaard positivt indstillet over for skattefradrag, der kan styrke bosætningen på landet. 

– Det er et spændende forslag, som, hvis det bliver målrettet borgere i land-, yder- og mellemkommuner, vil bidrage positivt til bosætningen uden for de største byer, siger han og understreger, at man vil se nærmere på forslagets mulige effekt og betydning.

Mange borgere arbejder i de større byer, hvor der er flere jobs end på landet. Derfor kan forslaget skabe en bedre balance mellem land og by, håber Landdistrikternes Fællesråd. 

– Det et jo ingen hemmelighed, at mange borgere, der bor i landdistrikterne, hver dag pendler til en af de større byer. Derfor kan Alternativets forslag måske bidrage til at flere vælger hjemmearbejdsplads én eller flere dage om ugen, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:  

– Vi har et fælles ønske om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Derfor er det en interessant tanke at se om skatte- og afgiftssystemet kan fremme bosætning og erhvervsudvikling i landområderne. Det har man f.eks. gode erfaringer med i Norge. 

Alternativet vil nu arbejde for opbakning til forslaget i Folketinget.

Landdistrikternes Fællesråd vil drøfte forslaget med skatteminister Karsten Lauritzen (V) til et møde i slutningen af august. 

Kontaktpersoner

Landdistrikternes Fællesråds sekretariat, tlf. 61 31 36 36 eller mail@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail