Nordjysk købmand crowdfunder sig til overlevelse

Den lokale købmand i Ravnkilde var ved at give op, men er nu reddet takket være borgerne, der ydede et lån på 450.000 kr. gennem crowdfunding. Butiksdød resulterer ofte i prisfald på husene på over 10 pct., samt at lokalsamfund mister sammenhængskraften. De Samvirkende Købmænd og Landdistrikternes Fællesråd ser store perspektiver i at kopiere modellen til andre landsdele.

Hvorfor låne penge i banken, når man har en butik fyldt med loyale kunder?

Det spørgsmål stillede ildsjælen Anne­-Mette Bak Nielsen sig selv. Hun bor i Ravnkilde, en lille landsby i udkanten af Rold Skov med under 500 indbyggere, og er med i en frivillig arbejdsgruppe, som siden oktober har arbejdet på at redde den lukningstruede købmandsbutik. Det blev dog hurtigt klart, at butikkens fremtid ikke udelukkende afhang af penge: Det var vigtigt at sikre sig, at der var opbakning fra de lokale.

Hun kontaktede derfor Lendino, som er specialiseret i digitale løsninger til at samle penge ind gennem crowdfunding. Med et netærkslån lykkedes det Anne­-Mette og de andre frivillige at rejse 450.000 kr. på kun 20 dage. Lånet kom fra over 100 lokale privatpersoner og virksomheder, som bidrog med beløb fra 200 til 37.800 kr.

– Det er helt fantastisk, at vores lokalsamfund står sammen og bakker op om at bevare købmandsbutikken. At lånet kommer fra lokalområdet er enormt vigtigt, for det er deres opbakning, som butikkens overlevelse afhænger af i fremtiden, lyder det fra Anne-Mette Bak Nielsen.

Ikke et enkeltstående tilfælde

I landsbyer er købmandsbutikken en essentiel del af lokalområdet. En analyse foretaget af Dansk Ejendomsmæglerforening for De Samvirkende Købmænd viser, at huspriserne ofte falder med 10 pct. eller mere, når den sidste dagligvarebutik lukker.

Hos Landdistrikternes Fællesråd oplever man, at der er masser energi og virkelyst i de små lokalsamfund, men at de lokale ildsjæle ikke altid har de rigtige værktøjer til at skubbe udviklingen frem.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard udtaler:

– Landdistrikterne bliver ofte omtalt i en negativ sammenhæng i dagspressen. Men der er faktisk mange gode kræfter og initiativer. Flere af dem kan komme op til overfladen med crowdfunding.

Flere skal hjælpes

Også hos DSK ser man store muligheder i at arrangere lån og støtte lokalt til fælles projekter gennem crowdfunding. John Wagner, adm. direktør, DSK, udtaler:

– Vi bliver ofte kontaktet af købmænd, der har fået nej af bank og/eller realkreditinstitut til nødvendige investeringer, og her kan crowdfunding være redningen, der samtidig skaber større lokal opbakning til butikken.

DSK ønsker i samarbejde med Lendino at udbrede kendskabet til netværkslån til flere butikker og købmænd i landområderne fremover. Esben Bistrup Halvorsen, direktør i Lendino, siger:

– Vi glæder os over at have fundet en samarbejdspartner i DSK, der konkret har mulighed for hjælpe deres egne medlemmer til et netværkslån.

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.