Ledige stillinger

Ledige stillinger vil løbende blive slået op her på siden. Vi modtager ikke uopfordrede ansøgninger.

Praktikant til efteråret 2024

Vil du prøve kræfter med design og gennemførelse af udviklingsprocesser i lokalsamfund? Er du god til formidling af den gode historie? Og har du lyst til at udvikle og sætte landdistrikterne på den aktuelle dagsorden? Hvis du kan sige ja til dette og samtidig kan se dig selv i en hverdag, hvor du samarbejder med alt fra ministerier, regioner, kommuner, landsbyer, interesseorganisationer – ja, så er du måske den praktikant, som Landdistrikternes Fællesråd søger til efterårssemestret 2024.

Dine opgaver:

Som vores kommende praktikant vil du indgå i et mindre sekretariat med stor fleksibilitet, højt til loftet og let til grin. Du vil få god mulighed for at sætte dit eget præg på arbejdsopgaverne, og du vil få masser af faglig sparring og vejledning fra dine kolleger.

 

Dine arbejdsopgaver kan bl.a. byde på:

• Udviklingsopgaver blandt andet i projekt Sundhedslandsbyer og projekt Grøn Boligrotation i Landdistrikterne

• Web-redigering og udvikling af ny hjemmeside

• Kommunikationsopgaver såsom udarbejdelse af publikationer, borgerfortællinger, videoer, nyhedsbreve, SoMe mm.

• Analysearbejde såsom erfaringsopsamling, dataindsamling og -bearbejdning

• Diverse opgaver i forbindelse med møder, konferencer, webinarer og workshops

• Politisk betjening, herunder understøtte den politiske bestyrelse og sekretariatet gennem udarbejdelse af notater og høringssvar

 

Om dig: 

Vi forestiller os, at du er kandidatstuderende på en samfundsrelevant uddannelse, såsom sociologi, folkesundhedsvidenskab, antropologi, statskundskab, kommunikation eller lignende. Uddannelsen er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du finder landdistrikternes sag interessant og brænder for at udvikle dig inden for samfundsorienteret og politisk arbejde.

For at få succes i jobbet, skal du trives godt i en omskiftelig hverdag, hvor tingene kan gå stærkt. Er du samtidig en jonglør, der kan holde mange bolde i luften på én gang, så er du godt fra start.

Som person lægger vi vægt på, at du er udviklingsorienteret, struktureret, ansvarsbevidst og har politisk interesse.

 

Om os: 

Landdistrikternes Fællesråd er en landsdækkende organisation, der kommunikerer direkte med folketingsmedlemmer, ministre, embedsmænd, kommuner og regioner. Vi starter debatter, arrangerer høringer, konferencer og sætter dagsordenen i medierne på landdistriktsområdet. Tilmed er vi national sparringspartner for centraladministrationen og Folketinget.

Vores medlemskreds består af 55 kommuner, fire regioner og en lang række fremtrædende organisationer, foreninger og lokalråd.

 

Ansøgning: 

Send din ansøgning og CV til mail@landdistrikterne.dk hurtigst muligt, og senest den 15. maj 2024. Vi afholder samtaler løbende.

 

Tiltrædelse: 

Praktikperioden er i efteråret 2024

 

Løn: 

Praktikken er ulønnet, men vi giver en månedlig erkendtlighed på op til 3.000 kr. for din indsats

 

Kontaktpersoner: 

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sekretariatschef Rasmus Katholm på rka@landdistrikterne.dk eller tlf. +45 29 72 53 54 eller projektleder Mette Boel på mbo@landdistrikterne.dk eller tlf. +45 24 90 00 78.

 

Arbejdssted: 

Rådhusgade 100, 8300 Odder (Letbanen og bus 100 stopper lige udenfor arbejdspladsen) Vi har ugentlige hjemmearbejdsdage og er fleksible ift. arbejdstider. Landdistrikternes Fællesråd opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail