Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
En lukket skole kan sende et lokalområde ind i en negativ spiral med fraflytning, faldende huspriser, tab af lokal identitet og en svækket sammenhængskraft. Derfor er det altafgørende at holde hånden under skolerne i landdistrikterne.
Alle os, der bor eller har boet i de danske landdistrikter, forstår betydningen af den lokale skole. Vi ved, hvad det indebærer for hverdagslivet i landsbyernes børnefamilier, at skolen er i cykelafstand eller med begrænset bustur. Som forældre har vi oplevet det stærke lokale fællesskab, der udspiller sig i form af sommerfester, arrangementer eller teater på skolen. Og vi har været vidne til den identitetsskabende proces, landsbyskolen har været for vores børn. Presset på kommunernes økonomi, frygter vi, kommer til at føre til flere skolelukninger i fremtiden.
Desværre har flere af os allerede været vidne til det tomrum, en lukket skole efterlader. Det gælder også for flere små byer i Sydjylland.
Der vil også være tilfælde, hvor der er for få børn til at opretholde et skoletilbud. Der er det vigtigt, at alle parter samarbejder om den lokale skole og finder løsninger. Det kan være fælles ledelse af flere matrikler, landsbyordninger med daginstitution og skole under samme tag og ledelse – for blot at nævne et udpluk.
Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet har undersøgt konsekvenserne af skolelukninger i Tønder Kommune, efter at otte ud af 19 skoler blev lukket i 2011. En af konklusionerne er, at den sociale sammenhængskraft i lokalsamfundet er truet, når en skole lukker.
Børnene får længere til skole, og det har betydning for lokalsamfundet, når skolen som samlingspunkt ikke længere ligger i landsbyen. For alle tal peger på, at det har stor betydning for børnefamiliers valg om at flytte til en landsby, om der er en skole inden for en overkommelig afstand.
Den lokale skole er sammen med indkøbsmuligheder, foreningsliv og adgangen til offentlig transport en vital del af det lokale økosystem. Man risikerer at igangsætte en negativ spiral, der begynder med en skolelukning og efterfølges af fraflytning, faldende huspriser, tab af lokal identitet og en svækket lokal sammenhængskraft.
Derfor er det en reel risiko, at en landsby på sigt affolkes, hvis skolen lukker.
Kommunerne bliver ofte skydeskive for skolelukningerne lokalt. Men skylden kan og skal ikke alene tilfalde kommunerne, der gør, hvad de kan, for at få de økonomiske ender til at mødes. En væsentlig del af skyldsspørgsmålet bør adresseres i de økonomiske rammevilkår, som kommunerne er underlagt. For med de nuværende rammer har mange land- og yderkommuner svært ved at holde hånden under den nære kernevelfærd. Der er simpelthen ikke penge nok via tilskuds- og udligningssystemet til at kunne levere den borgernære service.
Siden budgetloven trådte i kraft i 2014, og staten i højere grad begyndte at styre kommunernes økonomi, har kommunerne haft økonomiske vanskeligheder og været nødsaget til at spare på områder, som ingen ønsker at spare på. Heriblandt skoleområdet.
Der er behov for at justere tilskuds- og udligningssystemet, så der kan rettes op på de huller, som reformen har skabt. Indtil den justering kommer, bør særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner gøres flerårig og forøges fra de årlige ca. 250 mio. til 1 mia. via nye midler fra staten. For man bør i det mindste sørge for, at der ikke lukker flere skoler i yderområderne, så længe der er et elevgrundlag til stede.
Det kræver en politisk vilje til at se på kommunernes økonomiske rammevilkår og tage de nødvendige skridt for at støtte de små lokalsamfund. Men hvis vi ikke gør det, risikerer vi at miste vores landsbyer og den sammenhængskraft, de repræsenterer.
Lad os arbejde for at bevare skolerne i landdistrikterne og sikre, at vores landsbyer fortsat er et attraktivt sted for børnefamilier at bo og leve.
Indlægget er tidligere bragt på jv.dk.