Stedbranding bliver i stigende grad benyttet i landdistrikterne. Men mens der i byer og turistdestinationer ofte er en lokal regering eller en destinationsmarkedsføringsorganisation, der leder branding af stedet, er praksis på landet næsten naturligt mere samskabende. Offentlige myndigheder spiller en mindre rolle, og stedbranding hviler i højere grad på private aktører fra lokalsamfundet. Dette rejser spørgsmålet om, hvordan disse aktører organiserer processen med stedbranding. Da landdistrikterne er forskellige, kan det samme forventes for deres tilgange til stedbranding og dets indvirkning på lokale aktører og lokalsamfund og deres støtte til stedbranding. Derfor er der behov for at videreudvikle teorien om stedbranding i forhold til landdistrikterne, især med fokus på de processer, som aktører indgår i for at brande landdistrikterne.
