Uundværlig for byen: Beboerne i Tandslet vil ikke acceptere tomme hylder i købmandsforretningen

De nye kræfter lader vente på sig i Tandslet. Der er ingen interesse udefra til at overtage byens eneste købmandsforretning, og det er et generelt problem for kommunen. Men lokalbefolkningen kæmper videre for at kunne handle lokalt – også fremadrettet.

– Uden købmanden, kommer man bare til at køre lige igennem byen, fortæller ejer af Min Købmand, Bitten Møller fra Tandslet. Hun har opbygget en uundværlig købmandsforretning og mere til i et område, hvor kundegrundlaget ikke er det største. Men det betyder ikke, at en ny ejer er interesseret i at drive forretningen videre.

På landsplan rykker flere og flere unge mod storbyerne og flere og flere virksomheder rykker med, så de kan få arbejdskraft. Det gør det svært at lokke nye købere til, selvom man har byens eneste købmandsforretning. Det må Bitten Møller sande og udsigten til pension og frihed fra arbejdsmarkedet lader vente på sig, fordi køberne gør det samme.

Hun har forsøgt at sælge sin købmandsforretning i Tandslet på Sydals siden december 2018, så hun kan trække sig tilbage, men det er ikke lige til.

– Jeg kan godt mærke, at det er ved at være tid til at lade en ny komme til, siger Bitten Møller, der har ejet købmandsforretningen siden 2007. Økonomisk klarer den sig fint, fortæller hun.

– Byen har været uden en købmand i to år, før jeg kom til, så de ved, hvor uundværlig for bylivet den er. Det tog også et par år at etablere det forretningsgrundlag, butikken har i dag, men det er lykkes.

Hos De Samvirkende Købmænd er de klar over vigtigheden af den lokale købmand.

– Det er helt klart, at den lokale købmand gør det rigtige ved at være det lille samfunds samlede dagligvarebutik, servicecenter og mødepunkt – og dermed har kæmpe betydning for byens sociale sammenhængskraft, siger adm. direktør i De Samvirkende Købmænd John Wagner.

Den lille købmandsbutik i Tandslet er heller ikke en almindelig købmand, men fungerer også som pakkeshop, apotek og renseri. Det er ifølge Bitten Møller en nødvendighed ude på landet. Her må man samle det hele.

Lange liggetider i Sønderborg kommune

300 dage i snit må villaer og rækkehuse ligge, før de bliver solgt i Sønderborg kommune, hvor Sydals hører med. Det er et godt stykke over 175 dage, som er landsgennemsnittet. Og en stigning på himmelråbende 39 procent det sidste år.

– Adskillige undersøgelser viser, at det er svært at tiltrække nye indbyggere til byer uden dagligvarebutikker, og at det dermed bliver sværere at sælge husene i den pågældende byer, som dermed falder i pris. Det er altså i hele byens interesse at bevare den sidste købmand – både for at sikre dagligvareforsyningen, men også for at fastholde ejendomsværdierne, fortæller John Wagner.

Det er en udvikling, som Landdistrikternes Fællesråd håber, at der kan komme fokus på i valgkampen.

– Der er sket en omfattende centralisering siden kommunalreformen i 2007, der har betydet lukning af skoler, daginstitutioner og sundhedstilbud. Det har sat en negativ kædereaktion i gang i de mindre landsbyer, hvor mange dagligvarebutikker i dag kæmper for at overleve. Det er derfor vigtigt, at vi støtter op om og skaber bedre rammer for den lokale brugs eller købmand, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Konkret foreslår De Samvirkende Købmænd at detailbestemmelserne i planlovgivningen ikke yderligere liberaliseres, og at kommunerne stopper med at tillade endnu flere og større butikker uden for de større byer, som på en gang tømmer bymidten for detailhandel og lukker de sidste dagligvarebutikker i landdistrikterne. Det støttes af Landdistritkernes Fællesråd. 

I Tandslet er viljen til at holde fast i byens købmandsforretning så stor, at lokalbefolkningen er gået sammen om at købe Bitten Møller ud af sin købmandsforening, så hun kan få lov at gå på pension, og de fremadrettet fortsat kan handle mælk, kartofler og leverpostej lokalt i Tandslet.

Kontaktpersoner

Cecilie Davidsen Høj, Landdistrikternes Fællesråd, mail cdh@landdistrikterne.dk Mette Korsholm, chefkonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 27, mail mko@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail