Regionerne fjerner trygheden i landdistrikterne

De tre jysk-fynske regioner har alle lanceret planer, der tømmer landdistrikterne for sygehuse. Vanetænkning, siger landdistrikternes formand, Steffen Damsgaard.

Selv om regionerne efter amternes nedlæggelse har mulighed for at tænke nyt i sygehusplanlægningen, kører de videre efter samme model. Modellen hedder lukning af små sygehuse i landområderne og byggeri af et nyt storsygehus langt væk fra de tidligere patienter.

-I stedet burde det være en selvfølge at placere de nye sygehuse geografisk centralt i de områder, de skal betjene, mener Steffen Damsgaard. –Med den nuværende planlægning er folk med hjertestop eller anden pludselig sygdom ofte en time eller mere om at nå frem til sygehuset. Det skaber utryghed, og det fremmer i hvert fald ikke folks lyst til at bosætte sig i landdistrikterne.  

Som eksempel peger Damsgaard på Region Midtjylland. Her hælder politikerne mest til at bygge et nyt akutsygehus ved Herning, bl.a. fordi lægerne så lettere kan pendle fra Århus! Heroverfor står en undersøgelse, som rent faktisk viser, at flest mulige fra yderområderne vil få kortest afstand til sygehuset, hvis det blev placeret i Holstebro. Og afstand betyder alt andet lige forskellen mellem liv og død, konkluderer en anden undersøgelse.

-Det er ikke klædeligt for politikerne, fastslår Steffen Damsgaard. -Hvordan kan regionerne forvente, at virksomheder vil slå sig ned i landdistrikterne, når de ikke engang selv vil gå forrest?

Han finder det beskæmmende, at regionerne ikke tør satse hårdere på at udvikle landdistrikterne f. eks. ved placering af basale livsnødvendige funktioner som et akutsygehus. Dermed cementerer regionerne deres egen påstand om, at sygehuspersonale ikke vil bo i landdistrikterne eller mindre provinsbyer. En ren falliterklæring, mener Steffen Damsgaard, at regionerne ikke tror på værdierne og kvaliteterne ved at bo udenfor motorvejsnettet, særlig da de som myndighed skal fremme erhvervsudvikling og bosætning i landdistrikterne.

Landdistrikternes formand klandrer også regionerne for ikke at kikke over regionsgrænserne, når de laver deres sygehusplaner. F. eks. vil det være naturligt for en stor del af befolkningen i den sydvestlige del af Region Midtjylland at søge til Esbjerg Sygehus i Region Syddanmark og ikke til Herning.

I Region Syddanmark går diskussionen om, hvorvidt et nyt storsygehus til erstatning for bl.a. Tønder Sygehus skal bygges i Kliplev eller Gråsten – altså i det sydøstlige hjørne af Sønderjylland, og i Region Nordjylland skal der bygges et nyt storsygehus lidt udenfor Hobro til erstatning for sygehusene i Farsø, Terndrup og Hobro. Dermed kommer det sygehus, som fremover skal betjene hele Himmerland, til at ligge i udkanten af landsdelen og ret så tæt på fra Regions Midt store sygehus i Randers.

-Hvorfor tegner regionerne ikke et fælles Danmarkskort over sygehusenes placering, især når det gælder sygehusene med akutfunktioner, i stedet for at tømme nogle områder og lave dobbeltdækning i andre. Vi har alligevel frit sygehusvalg, så patienterne søger derhen, hvor det er bekvemmest i forhold til bopæl, familie og venner, uanset om det er indenfor eller udenfor regionen, understreger Steffen Damsgaard.

Yderligere oplysninger:
Formand Steffen Damsgaard, mobil 51740062, mail: formand@landdistrikterne.dk
Direktør Carsten Blomberg Hansen, mobil 29911950, mail: cbh@landdistrikterne.dk

Udskriftsvenlig version

Dette indlæg blev udgivet i Pressemeddelelser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *