Presseinvitation: Bedømmelseskomité på besøg hos finalist til Årets Landsby 2020

Jagten på Årets Landsby 2020 er i fuld gang. Fredag besøger bedømmelseskomitéen en af finalisterne til prisen, nemlig landsbyen Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Pressen inviteres til at deltage, når bedømmelseskomitéen for Årets Landsby, som består af repræsentanter fra Landdistrikternes Fællesråd, Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit, fredag besøger den ene af de i alt tre landsbyer, der kæmper om at blive Årets Landsby 2020.

Landsbyerne har udmærket sig i særlig grad under temaet: Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise? Dette år har Årets Landsby-prisen nemlig stået i coronakrisens tegn.

Besøget finder sted fredag den 11. september kl. 13-16: Borris, Ringkøbing-Skjern Kommune:

I Vestjylland ligger landsbyen Borris med sloganet ”Her bor vi med vilje”. Byens 871 indbyggere fandt under nedlukningen sammen i Facebook-gruppen ”Borris Sogn”, hvor ikke alene frygt og usikkerhed blev delt – her blomstrede også gode idéer. Blandt andet initiativet #borrispoeterne, hvis målsætning var at uploade 15 lokale digte i gruppen. Fem uger efter var der indkommet 42 digte, 3 sange og 30 malerier og tegninger fra borgere på mellem 7 og 85 år. Alle bidragene blev siden trykt i en bog med titlen Borris Poeterne.

Pressen bedes tilmelde sig via kommunikations- og presseansvarlig Eva Østergaard på 53850136 eller eoe@landdistrikterne.dk.

Komitéen besøgte søndag den 6. september de to andre finalister, Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune og Bjergsted i Kalundborg Kommune.

Fakta: Årets Landsby

Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 24. gang. Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Hvert år uddeles prisen Årets Landsby inden for et selvstændigt tema. Årets tema er: Hvordan kommer landsbyernes fællesskaber gennem en krise? Kriterierne for at ansøge er, at den indstillede landsby har under 1.200 indbyggere.

Sidste års tema var “Den bæredygtige landsby”, og vinderen var landsbyen Torup i Halsnæs Kommune. Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Vallekilde, Hvilsom, Skovlunde, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig, Trekroner og øen Fejø.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail