Nye millioner på vej til grøn omstilling og bæredygtig udvikling i landdistrikterne

Så er der 10 millioner kroner på spil til grønne projekter i landdistrikterne. Erhvervsministeriet har nemlig åbnet for ansøgninger til forårets landdistriktspulje. Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over det grønne fokus.

Projekter med grønne eller bæredygtige ambitioner for landdistrikterne skal til at spidse blyanten. Erhvervsminister Simon Kollerup har nemlig åbnet for nye ansøgninger til Landdistriktspuljen under temaet Grøn omstilling og bæredygtig udvikling i landdistrikterne.

Denne gang er der 10 millioner kroner på spil, som mere præcist udmøntes i 1,4 mio. kr. til forsknings- og informationsprojekter, 2,5 mio. kr. til projekter på de små øer og 6,1 mio. kr. til forsøgsprojekter.

– En af mine vigtigste opgaver som erhvervsminister er at støtte op om den grønne omstilling og sikre de bedste betingelser for udviklingen af fremtidens bæredygtige løsninger. Kan vi gøre det på en måde, så det også skaber udvikling og aktiviteter for den halvdel af befolkningen, der bor uden for de større byer, så er der for mig at se dobbelt gevinst, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup og tilføjer:

– De små lokalsamfund har før bevist, at de med blandt andet stærkt sammenhold og støtte kan trække deres lokalområde i en mere grøn og bæredygtig retning. Tag for eksempel Samsø, der er selvforsynende med vedvarende energi, eller Horslunde på Lolland, der har profileret sig som energilandsby. Det er eksempler som dem, vi håber på at se flere af i fremtiden.

Hos Landdistrikternes Fællesråd er formand Steffen Damsgaard glad for, at der med Landdistriktspuljens grønne tema bliver allokeret midler til den grønne omstilling i landdistrikterne.

– Rundt om i de danske landdistrikter er både ildsjæle og lokale organiseringer i den grad klar til at tage ansvar, se muligheder og levere lokale løsninger på den grønne omstilling. Dét honorerer Landdistriktspuljens grønne fokus, og det er virkelig positivt. For det er mange steder landsbyernes ildsjæle som bedst kender svarene, eller dele af svarene, på netop deres klimaudfordringer, udtaler han.

Ansøgninger til Landdistriktspuljens forårsrunde skal sendes til Erhvervsstyrelsen inden 3. april kl. 12.00.

Alle ansøgninger til Landdistriktspuljen bliver vurderet af Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen bestående af formand Finn Jorsal, Lisbeth Kristensen Lei, Nynne Larsby Friis og Niels Natorp.

I efteråret 2020 vil der komme en ny ansøgningsrunde, hvor der kan søges midler til forsøgsprojekter og projekter på de små øer med fokus på nærhed og styrkede lokalsamfund.

Fakta: Landdistriktspuljens grønne overskrift

I december 2019 fik 15 forsøgsprojekter i landdistrikterne i alt 5,2 millioner kroner i støtte fra Erhvervsministeriets Landdistriktspulje til at fremme den grønne udvikling i landdistrikterne.

Der blev blandt andet givet støtte til en udstilling i Lemvig om innovative løsninger på klimaudfordringer relateret til vand, til omdannelsen af en gammel idrætshal til ”Verdensmålenes Hus” i Syddjurs Kommune samt til foreningen Hannik og Energipunkt Frøstrup, der fik tilskud til at udvikle nye energiløsninger.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk