Nye infostandere skal styrke turismen på småøer

Når man ankommer til enten Fejø eller Mandø, skal det ikke længere være svært at finde information om øen eller inspiration til aktiviteter. Det er formålet med to nye infostandere, som netop er blevet opsat på de to danske øer.

Ved siden af skolens legeplads klikker ø-repræsentant for Mandø Claus Christensen sig rundt mellem de funktioner, som den digitale infostander udbyder. Her er der information om Mandø, men også inspiration til de andre øer i Ø-passet. Han håber, at gæsterne på øen vil tage de nye infostandere til sig:

– Det er en fin velkomst at få, når man ankommer til øen. Jeg tror, det samlet kan give en bedre oplevelse som gæst, når man får et overblik over øen og dens aktiviteter. Der er gjort noget ud af velkomsten, siger Claus Christensen.

Se med her, hvordan det så ud, da infostanderen på Mandø blev sat op.

Opstillingen af infostanderne var en del af Landdistrikternes Fællesråds nu afsluttede projekt ”Ø-passet som platform for formidling af ø-aktiviteter”, der blev støttet af Nordea-fondens kystpulje og Erhvervsministeriets landdistriktspulje.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, ser en stor værdi i de nye infostandere, som kan gøre ø-turismen endnu mere tilgængelig.

– Med infostanderne kan vi skabe en rød tråd mellem øerne og en anden synlighed end tidligere. Håbet er, at infostanderne på sigt bliver placeret på alle øerne i Ø-passet, men det kræver nye projektmidler at forløse dén vision. Vi håber, at infostanderne på de to øer inspirerer til at gå på eventyr og til at udforske det danske ørige, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Grundidéen er også, at infostanderne inddrager øboerne i markedsføringen af netop deres ø. Den tilbyder en unik platform for øens mange tilbud til de gæster, som har taget færgen over. Derfor håber jeg, at erhvervsdrivende og foreningsliv tager infostanderne til sig og udnytter chancen til at synliggøre netop deres tilbud.

Som et led i projektet er tidevandsøen Mandø i Vadehavet og Sydhavsøen Fejø nord for Lolland blevet udvalgt som pilotøer for de nye infostandere.

Anne-Grethe Laursen, der er ø-repræsentant på Fejø, er spændt på, hvordan øen kommer til at bruge den nye infostander, der har fået plads ved øens turisthus på havnen:

– Man kan vel godt sige, at vi er en slags firstmovers, for nu er det os, der blev de første til at afprøve de her informationsstandere. Vi har på forhånd haft to møder med vores turismeaktører på øen for at tale om, hvordan vi skal til at bruge de her standere og hvorfor. For det er klart, der er også en forpligtelse for øen for at holde siden aktuel, så den også formår at inspirere sådan, som det er tiltænkt, fortæller hun.

Se med her, hvordan det så ud, da infostanderen på Fejø blev sat op.

Det er Prikken Design & Produktion A/S, der har designet og produceret infostanderne på de to øer. Fokus har både været på et unikt design af høj kvalitet og en funktionalitet, der understøtter brugervenligheden. I 2021 vil sløret blive løftet for overvejelserne bag infostanderne – og ikke mindst perspektiverne for fremtiden.    

Allerede nu er det muligt at gå på opdagelse i det interaktive danmarkskort, hvor øerne i Ø-passet er repræsenteret. Der er udelukkende muligt at tilgå kortet fra en computer.

Projektet er støttet af Nordea og Erhvervsministeriets Landdistriktspulje.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail