Millioner på vej til landdistrikternes grønne ambitioner

Torsdag var der gode nyheder til 41 projekter fordelt ud over landdistrikterne og de små øer. I alt modtager de nemlig 10,1 mio. kr. i støtte fra Erhvervsministeriets Landdistriktspulje under temaet grøn omstilling og bæredygtig udvikling i landdistrikterne.

Et dansk videncenter for tang. En grøn landsbykøbmand. Grøn demokratisk erhvervsudvikling i landdistrikterne. Æble og cider produktion på Avernakø samt udvikling af sund og bæredygtig biavl på Anholt.

Sådan lyder et lille udsnit af de i alt 41 projekter, der torsdag, under temaet grøn omstilling og bæredygtig udvikling i landdistrikterne og på de danske småøer, har fået tildelt midler fra Erhvervsministeriets Landdistriktspulje.

Det glæder erhvervsminister Simon Kollerup, at landdistriktspuljen i denne omgang har været målrettet grøn omstilling og bæredygtig udvikling i landdistrikterne.

– Det gavner nemlig både klimaet, virksomheder, arbejdspladser og livet i landdistrikterne og på de danske småøer. De mindre lokalsamfund har før bevist, at de med blandt andet stærkt sammenhold og deres unikke kendskab til deres område kan trække Danmark i en mere grøn og bæredygtig retning – og samtidig skabe gode arbejdspladser og sunde virksomheder, udtaler han i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet og tilføjer:

– Det glæder mig meget at se, at virkelysten fortsat blomstrer ude i landet – på trods af den svære tid vi er i.

Hos Landdistrikternes Fællesråd er formand Steffen Damsgaard glad for, at Landdistriktspuljen endnu engang belønner landdistrikternes grønne ambitioner.

– Landdistrikterne er nødt til at, og vil i øvrigt gerne, bidrage til den grønne omstilling. Der er brug for lokale løsninger på lokale klimaudfordringer, og de løsninger udtænkes allerbedst, når de er lokalt forankret. Derfor er der i den grad behov for en stærk lokal forankring, hvis den grønne omstilling skal blive en succeshistorie på landet. Det er glædeligt, at Landdistriktspuljen imødekommer dette, siger han.

Ved ansøgningsfristen den 3. april 2020 havde Erhvervsstyrelsen modtaget 104 ansøgninger dækkende over ca. 33 mio. kr. Efter indstilling fra Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen har Erhvervsstyrelsen udvalgt de 41 projekter, som torsdag har fået tildelt midler.

Der bliver i alt tildelt 6,6 mio. kr. i støtte til 22 forsøgsprojekter, mens 16 projekter på de små øer har fået et samlet tilsagn på 2,1 mio. kr. De resterende 1,4 mio. kr. fordeles på tre forsknings- og informationsprojekter.

Ansøgningsfrist og tema for Landdistriktspuljens næste ansøgningsrunde vil blive meldt ud i løbet af sommeren 2020.

Se de 22 forsøgsprojekter her

Se de 16 ø-projekter her

Se de tre forsknings- og informationsprojekter her

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail