Kalundborg huser nogle af Danmarks største virksomheder, så de sætter også alt ind på at huse fremtidens allerdygtigste medarbejdere. Kommunen har i samarbejde med lokale virksomheder, som blandt andre Novo Nordisk, skabt Kalundborg-modellen, der tænker fremtidens efterspørgsel på arbejdskraft helt ind i klasseværelserne – om de så selv må sørge for at få undervisningen til Kalundborg.
I denne udgave af medlemmerne får ordet giver vi taletiden til borgmester i Kalundborg kommune, Martin Damm (V).
– Som kommune skiller vi os ud, fordi vi har nogle store, internationale virksomheder. Alene Novo, Novozymes og Novo Nordisk Engineering har omkring 5000 ansatte og investerer årligt på den gode side af en milliard kroner i Kalundborg. Vi gør alt for, at Kalundborg forbliver verdens bedste sted at drive den her slags. Vi er ikke i konkurrence med noget i resten af Danmark, vi er i konkurrence med noget ude i verden. I det hele taget fylder offentlige virksomheder meget lidt og private virksomheder inden for højværdibrancher fylder rigtig meget. Samtidig er det også her, vi kommer til kort. En af vores største udfordringer har været at skaffe nok arbejdskraft til virksomhederne. Det er her det brede samarbejde mellem kommune, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og a-kasser på nationalt plan kommer ind i billedet – det vi i dag betegner Kalundborg-modellen.
Kan du forklare helt præcist, hvad Kalundborg-modellen går ud på?
– Vi satte det hele i system for godt fire år siden, hvor vi gik i tæt dialog med virksomheder, a-kasser på nationalt plan og jobcentre i de fire største byer. Der manglede akademikere til erhvervslivet i Kalundborg – mere end 300 af slagsen, og den udfordring tog vi op i fællesskab. Det er Kalundborgmodellen i al sin enkelthed: Vi smider udfordringerne op på bordet og hjælper hinanden med at løse dem. Som kommune deltog vi dengang i uddannelsesmesser og repræsenterede kommunens virksomheder for at rekruttere den kvalificerede arbejdskraft, og samtidigt forsøgte vi at dobbeltrekruttere, så samleverens cv også blev sendt rundt mellem virksomhederne. Dernæst tog vi hånd om de nytilkomne gennem forlommer til ventelister på lejeboliger og ansatte bosætningskonsulenter, der også i dag sørger for at integrere de nytilkomne i foreningslivet. Så vi prøver virkelig at nå hele vejen rundt.
I samarbejde med blandt andet Novo Nordisk har I oprettet uddannelsesinstitutioner lokalt, såsom diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi, for at modsvare efterspørgslen på arbejdskraft fra virksomhederne. Hvad har det betydet, at I har fået flere lokale uddannelsesinstitutioner?
– Det betyder alverden, at vi ikke hvert år d. 1/9 vinker farvel til de 200 unge, vi har overbevist om at få en uddannelse. Nu har vi fået uddannelserne her – både diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi og elektrikeruddannelsen, som vi fik sidste år. Sosu-, tømrer-, og maskiningeniøruddannelsen venter lige om hjørnet, samt den store ingeniørskole, vi planlægger at påbegynde. Fra at være en by, man flytter fra for at få en uddannelse, er vi blevet et sted, man tager til for at uddanne sig. Vi har virksomheder der flytter hertil, fordi der findes det her særlige miljø, som for den enkelte betyder unikke muligheder for at specialisere sig.
Hvad er det for nogle ”unikke” muligheder, Kalundborg kan tilbyde?
På landsplan er man i højere grad begyndt at tænke uddannelse på en ny måde, og det har vi taget til os. Fremfor at arbejde på at få alle unge i uddannelse er man begyndt at sigte efter, at alle unge skal have en uddannelse – som de vel at mærke kan bruge til noget. For at leve op til den målsætning, tilbyder vi studerende tag over hovedet-garanti, et relevant studiejob hos virksomhederne, relevante praktiksteder samt, hvis de har opført sig nogenlunde ordentligt, et spændende job bagefter. Så det er en hel pakke. Og det er jo med al tydelighed et eksempel på, at vi som kommune ikke kan drive noget alene – vi skal have alle med ind i loopet.
Hvad kan andre kommuner lære af jeres arbejdsmetode?
– Lige præcis den type industri vi har, er svær at kopiere, men os der ikke lige bor på Rådhuspladsen, hvor det hele kommer af sig selv, skal udnytte enhver mulighed, vi har. Det kan vi kun, hvis vi lader være med at se os selv som kommune, virksomhed og uddannelsesinstitution for sig. I stedet skal vi erkende, at vi ikke får noget til at køre, hvis vi ikke hjælper hinanden. Vi skal spille hinanden gode. Det er den måde, vi udvikler os på. For landdistrikterne er det ikke et spørgsmål om at få særbehandling fra systemet, vi vil bare gerne have ens muligheder. Derfra skal vi nok give dem baghjul.