Landdistrikternes Fællesråd vælger nye medlemmer til bestyrelsen

Landdistrikternes Fællesråds generalforsamling løb af stablen fredag, hvor flere bestyrelsesposter var på valg. Flere medlemmer blev genvalgt, men der er også en række nye ansigter at finde i bestyrelsen hos Landdistrikternes Fællesråd.

Coronakrisen satte scenen for Landdistrikternes Fællesråds generalforsamling, der for andet år i træk blev afholdt digitalt fredag den 9. april 2021 med deltagelse af over 130 personer.

Formand Steffen Damsgaard blev genvalgt uden modkandidater, men der var kampvalg på to af de seks ledige bestyrelsesposter, navnlig posterne for regionale og landsdækkende organisationer og foreninger samt posten for kommunerne.

Resultatet af dagens afstemninger er, at også næstformand i Landdistrikternes Fællesråd og borgmester i Samsø Kommune Marcel Meijer er genvalgt. Foruden formandskabet, blev også Gunnar Landtved, opstillet af Ryslinge Lokalråd, og John Brædder, opstillet af kommunerne Vordingborg, Lolland og Guldborgsund, genvalgt til bestyrelsen.

Tre nye ansigter er blevet en del af bestyrelsen efter dagens generalforsamling. Peter Kock, opstillet af LandboUngdom, Frode Thule Jensen, opstillet af LAG Nord samt Morten Flæng, opstillet af regionerne, der har været observatør siden årsskiftet.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard, der er opstillet af Lemvig Kommune, udtaler:

– Det er med stor glæde, at jeg modtager mandatet om at fortsætte som formand for Landdistrikternes Fællesråd. Vi står midt i en opløftende periode, hvor stemmer fra stort set hele det politiske spektrum bakker op om vores sag og ønsker at skabe et sammenhængende Danmark i bedre balance. Derfor er der i den grad momentum for alle os i Landdistrikternes Fællesråd, der vil gøre det muligt at leve et helt liv i hele Danmark.

Også næstformand i Landdistrikternes Fællesråd, Marcel Meijer, der er opstillet af Samsø Kommune, glæder sig over at kunne fortsætte i bestyrelsen:

– Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at fortsætte det arbejde, jeg har været med til i bestyrelsen de seneste to år. Landdistrikterne har vinden i ryggen for tiden med en ny nærhedsminister og en statsminister, der i den grad har ambitioner om at skabe et mere sammenhængende land. Derfor tror jeg på, at vi i de kommende år kan skabe reelle, positive forandringer for alle dem, der bor, lever og arbejder i landdistrikterne.

Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende møde.

Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse består efter dagens generalforsamling af:

– Steffen Damsgaard, opstillet af Lemvig Kommune (formand)

– Marcel Meijer, opstillet af Samsøe Kommune (næstformand)

– Peter Kock, opstillet af LandboUngdom

– John Brædder, opstillet af kommunerne Vordingborg, Lolland og Guldborgsund

– Morten Flæng, opstillet af regionerne

– Frode Thule Jensen, opstillet af LAG Nord

– Gunnar Landtved, opstillet af Ryslinge Lokalråd

– Christina K. Hansen, opstillet af Holbæk Kommune

– Hanne Lene Haugaard, opstillet af DGI

– Lone Kastberg, opstillet af Vibland

– Arne Haahr Hansen, opstillet af COOP

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk Signe Lauge Bach, public affairs assistent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 22 67 22 12, mail: sba@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail