Landdistrikterne vil have deres eget folketingsudvalg

Informationsbrev udsendt fra Landdistrikternes Fællesråd den 9. juli 2008:
På et stort anlagt visionsseminar bad Landdistrikternes Fællesråd en række kommuner og medlemsorganisationer give deres bud på, hvad de ser som vigtigst for landdistrikternes udvikling frem til 2013. Svaret var bl.a. ønsket om et landdistriktsudvalg funderet i Folketinget.

Miljøet har det, trafikken, kulturen og sundheden har det – et udvalg i Folketinget, hvis fornemmeste opgave er at holde øje med udviklingen på området. Men det har landdistrikterne ikke, selv om 2/3 af landets 98 kommuner rummer store landdistriktsområder med omkring tilsammen en million mennesker.

– Landdistrikterne er som ansvarsområde spredt mellem flere udvalg og ministerier, men når flere deler ansvaret, tager ingen det på sig, siger landdistrikternes formand, Steffen Damsgaard, – og dét selv om alle partier entydigt går ind for, at landdistrikterne skal udvikles, og vil have flere folk og virksomheder til at slå sig ned udenfor hovedbyerne. – Vi har mange steder fået dannet lokalråd, landdistriktsråd og lokale aktionsgrupper rundt om i kommunerne, men vi mangler en politisk overbygning, der er en integreret del af arbejdet på Christiansborg, understreger han.

For trods partiernes gode vilje peger pilen nedad på masser af områder. Regionale busruter nedlægges, postservicen forringes, folkeskoler lukkes, uddannelsesinstitutionerne centreres i de større byer, og sygehusbyggerierne lægges i center byerne. Der fokuseres ikke nok på at forbedre overordnede rammevilkår for udvikling i landdistrikterne, de vigtigste forudsætninger for udvikling som bl.a. er bedre infrastruktur, flere uddannelsesmuligheder, bedre forudsætninger for erhverv og bosætning. Vi vil have muligheder for udvikling i landdistrikterne, ikke tænkes på som noget der bare skal bevares og holdes i live.

– Udviklingen viser tydeligt, at landdistrikterne har brug for én fælles centralt funderet interessevaretagelse, så der bliver harmoni mellem de politiske udsagn og handlinger, lød konklusionen fra visionsseminaret.

De deltagende kommuner og organisationer havde forlods fået besked på at løfte sig højt på visionsseminaret, men de slap dog ikke jordforbindelsen. En anden af konklusionerne var nemlig at fundamentet skal være i orden. Derfor lyder anbefalingen, at kommuner og regioner skal udarbejde og vedtage deres egne kommunal og regional landdistriktspolitikker, så hensynet til landdistrikternes udvikling kan indtænkes i alle beslutninger. Disse lokale politikker kan så danne udgangspunkt for en national landdistriktspolitik, som visionsseminaret i øvrigt også efterlyste.

– Vi kan sammenligne med, at der nationalt udarbejdes en landsplanredegørelse, indenfor hvis rammer regioner og kommuner skal lave deres udviklingsplaner og kommuneplaner, siger Steffen Damsgaard. – Her vælger vi bare at vende bøtten, så impulserne udgår fra de mennesker, det handler om. Det er ægte demokrati.

Landdistrikterne Fællesråd indarbejder nu de mange indspil fra visionsseminaret i en politisk handlingsplan for de kommende år. Planen skal forelægges på et kommende bestyrelsesmøde og kan efterfølgende ses på www.landdistrikterne.dk

Yderligere information:
Formand Steffen Damsgaard, tlf. 51740062, mail: formand@landdistrikterne.dk
Direktør Carsten Blomberg Hansen, tlf. 29911950, mail: cbh@landdistrikterne.dk

Udskriftsvenlig version

Dette indlæg blev udgivet i Pressemeddelelser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *