Landdistrikterne: Ny aftale for demokratiske virksomheder gavner også erhvervslivet udenfor byerne

Regeringen og alle Folketingets partier har netop indgået en aftale om bedre vilkår for demokratiske virksomheder. Landdistrikternes Fællesråd kalder aftalen for særlig vigtig for erhvervslivet udenfor de største byer.

Aftalen er indgået af regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Alternativet og Dansk Folkeparti. Med denne vil man styrke forholdene og øge kendskabet til forbrugerejede, producentejede, foreningsejede eller medarbejderejede virksomheder – der hører under den samlede betegnelse ”demokratiske virksomheder”.

I dag fylder demokratiske virksomheder stadig relativt mere i landdistrikterne end i byerne.

– I landdistrikterne er der typisk færre købere eller arvtagere til at overtage en virksomhed, som nuværende ejer ønsker at generationsskifte, og dermed bliver virksomheden lukningstruet. Med denne aftale bliver det nemmere at overtage og drive de virksomheder videre, og derfor er denne aftale særligt vigtig for erhvervslivet i landdistrikterne, hvor der ofte er hårdt brug for arbejdspladserne, udtaler Landdistrikternes Fællesråds formand Steffen Damsgaard.

I juni sidste år præsenterede ekspertgruppen for demokratiske virksomheder en række anbefalinger, der skulle forbedre forholdene for og øge kendskabet til demokratiske virksomheder. Steffen Damsgaard har været en del af ekspertgruppen, og han er særligt positiv over, at aftalen gør det lettere indenfor de nuværende virksomhedsformer at være medarbejderejet, og det gøres nemmere at opnå finansiering til disse virksomheder.

– Det er godt, at man giver virksomhederne bedre muligheder for at være medarbejderejet og opnå finansiering. Men jeg havde gerne set, at ekspertgruppens anbefaling om en ny model for generationsskifte til medarbejdereje også var med, så driftige ansatte fik bedre muligheder for at drive virksomheden videre og bevare arbejdspladser lokalt. Det var der desværre ikke finansiering til, kan vi forstå, fortæller Steffen Damsgaard.

– Jeg håber, at generationsskifte til medarbejdereje og generelt bedre rammer for at etablere demokratisk virksomhed i forskellige former, kan komme med i andre erhvervsforhandlinger. For det vil være gode tiltag for erhvervslivet, særligt uden for de store byer, og det bør være en bunden opgave for regeringen, afslutter Steffen Damsgaard.

Kontaktpersoner

Helle Vendelbo 31718938 hve@landdistrikterne.dk Presse- og kommunikationsansvarlig

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail