Landdistrikter roser: Nye uddannelsesmuligheder i hele landet er godt nyt

Landdistrikternes Fællesråd sender stor ros til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe, der har godkendt 19 nye uddannelser og udbud. 15 er uden for de fire største universitetsbyer.

Skibsfører i Frederikshavn, Teknologisk Diplomuddannelse i Projektledelse i Haderslev, en professionsbachelor i e-handel i Skive og en Akademiuddannelse i Ledelse i Aabenraa. Sådan lyder et udpluk af de nye uddannelsesmuligheder, som fremover vil være at finde rundt om i landet.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe godkendte nemlig tirsdag 19 nye uddannelser, udbud og dubleringer, hvoraf 15 ligger uden for de fire største universitetsbyer. Selv kalder ministeren det et ”godt skridt i den rigtige retning”.

– Alle unge skal have gode uddannelsesmuligheder, uanset hvor de bor i landet. Det er en høj prioritet for mig og for regeringen. Mange af de nye uddannelsesmuligheder er uden for de største universitetsbyer, så vi kommer et skridt i den rigtige retning. Det er jeg glad for, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Hos Landdistrikternes Fællesråd sender formand Steffen Damsgaard ”stor ros” til ministeren.

– Jeg må erklære mig fuldstændig enig i ministerens udmelding, og jeg er utrolig glad for, at hun viser handling på uddannelsesområdet. Uddannelsesmuligheder i hele landet er fuldstændig afgørende, når vi taler om at skabe et land i balance. Når man skaber et bredt geografisk udbud af uddannelser, sikrer man, at det er muligt at skabe sig et helt liv i hele Danmark, understreger han og tilføjer:

– Ministeren har taget et godt og vigtigt skridt mod at skabe et mere balanceret uddannelsessystem. Men det er vigtigt, at vi ikke stopper her. Næste skridt må være at tilrettelægge en dimensionering, der tilgodeser uddannelserne uden for de største byer, ligesom der fortsat må oprettes flere nye uddannelser over hele Danmark.

Landdistrikternes Fællesråd har udarbejdet et uddannelsesudspil med syv anbefalinger til at skabe et uddannelsessystem med en bred geografisk dækning og lokal forankring. Læs uddannelsesudspillet her.

 

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, pressemedarbejder i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail