Landdistrikter: Positivt med løft af særtilskudspulje i økonomiaftale, men der er behov for mere

Økonomien er fortsat stram i forhold til at imødekomme de stigende udgifter til bl.a. ældre og udsatte borgere i landdistrikterne, men det er positivt, at man hæver særtilskudspuljen til 734 mio. kr. Det er reaktionen fra Landdistrikternes Fællesråd ovenpå økonomiaftalen for 2024 mellem regeringen og kommunerne.

Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen indgik torsdag aften en aftale om rammerne for kommunernes økonomi for 2024.

Resultatet af disse forhandlinger er, at kommunerne får tilført 2,4 mia. kr. Det er et absolut nødvendigt løft af kommunernes økonomi, mener Landdistrikternes Fællesråd, men skal bl.a. ses i lyset af en inflationsregning på 1,9 mia. kr. i kommunerne.

– Selvom økonomiaftalen mellem KL og regeringen indeholder et løft af kommunernes økonomi, så er økonomien stadig hårdt spændt for i særligt land- og yderkommuner i forhold til at håndtere de stigende udgifter til f.eks. ældre og socialt udsatte borgere. Det bekymrer mig selvfølgelig, for det kan i sidste ende betyde, at kommunerne får sværere ved at levere en rimelig service og opretholde decentrale servicefunktioner såsom skoler, daginstitutioner og plejecentre, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Økonomiaftalen indeholdt også et løft af særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner, der i 2024 udgør i alt 734,4 mio. kr. Det er et løft på 350 mio. kr. i alt og 100 mio. kr. i forhold til niveauet sidste år, hvor der også var et ekstraordinært løft af puljen.

Det er fornuftigt, at der er prioriteret flere midler til særtilskudspuljen, lyder det fra Steffen Damsgaard, der dog havde håbet på en endnu større pulje.

Inden økonomiaftalen landede var Landdistrikternes Fællesråd nemlig gået sammen med 25 borgmestre fra hele landet om en appel til regeringen om, at særtilskudspuljen bør hæves til mindst 1 mia. kr.

Steffen Damsgaard er derfor ærgerlig over, at særtilskudspuljen ikke har dette niveau, men glæder sig over, at puljen trods alt er hævet:

– Vi oplever, at de økonomiske udfordringer bare vokser og vokser i ø-, land- og yderkommuner. Derfor er det helt nødvendigt med et løft af særtilskudspuljen, der betyder, at en række udfordrede kommuner kan undgå at finde den helt store sparekniv frem. Alligevel havde jeg og de 25 borgmestre, der er medafsendere af debatindlægget til regeringen, håbet på at se en endnu større pulje i år, siger han og tilføjer:

– Dette behov for at øge særtilskudspuljen viser samtidig, at der er gevaldige huller i tilskuds- og udligningssystemet, som ellers skulle rumme de sociale skævheder, vi netop nu ser mellem land- og bykommuner. Derfor håber jeg, at regeringen og Folketingets partier vil åbne op for at se på en ny reform af tilskuds- og udligningssystemet. Ellers vil skævvridningen kun blive større de kommende år.

Kontaktpersoner

Signe Lauge Bach 53850127 sba@landdistrikterne.dk Public Affairs Ansvarlig

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail