Landdistrikter om 2030-plan: Regeringen mangler fokus på et land i balance

Det er positivt, at regeringen afsætter milliarder til at dække det demografiske træk, men det skal sikres at det ikke rammer geografisk skævt. Landdistrikternes Fællesråd efterlyser mere fokus på et land i geografisk balance i regeringens 2030-plan.

I den netop fremlagte 2030-plan vil regeringen afsætte 19 mia. kr. til, at der frem mod 2030 vil blive over 100.000 flere ældre over 70 år og flere børn. Pengene skal dog primært dække det demografiske træk og vil således videreføre de nuværende skævheder i fordelingen af vores velfærd. Herefter afsættes der 13 mia. kr. tilbage til et løft af ”andre dele af velfærden”.

Særligt land- og yderkommunerne har oplevet en stigning i ældre de seneste år og det har presset kommunernes økonomi. Denne udvikling forventes at fortsætte de næste mange år. 

– Det er afgørende, at de afsatte velfærdsmidler kommer ud til de kommuner, hvor den demografiske udvikling med fx flere ældre er størst. Det er primært i land- og yderkommunerne. Derfor bør fordelingen af midlerne til kommunerne ske målrettet i forhold til de faktuelle udfordringer, hvis man skal fordele midlerne fair og kunne mærke et akut nødvendigt løft i land- og yderkommunerne. Et underfinansieret ældreområde betyder besparelser på alle andre områder, herunder de decentrale nære servicefunktioner, udtaler Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd og uddyber:

– Vi står i en virkelighed, hvor borgerne i landdistrikterne bl.a. oplever skolelukninger, nedlæggelse af busruter, økonomisk pressede uddannelser, ungdoms- og velfærdsuddannelser med dårligere finansieringsvilkår. Det er akutte udfordringer, som er ved at afvikle dét, som gør det attraktivt at bo, leve og arbejde i hele landet.

Uanset hvor vi bor, bidrager vi alle til den fælles velfærd via skatten. Både i landsbyer og i storbyer. Det bør også afspejle sig i, at vi har lige adgang til velfærd uanset geografi, mener Landdistrikternes Fællesråd:

– Hvis regeringen har en ambition om at sikre et land i geografisk balance, er det afgørende at sikre borgernes velfærd i hele landet, også i landdistrikterne, lyder det fra Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Landdistrikternes Fællesråd kommer til at følge regeringen op på fordelingen af velfærdsmidlerne, når den senere præsenterer sit mere konkrete ældreudspil.

Kontaktpersoner

Helle Vendelbo 31718938 hve@landdistrikterne.dk Presse- og kommunikationsansvarlig
Julie Ronge Laursen jrl@landdistrikterne.dk Politisk Konsulent

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 1-3
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail