Konference sætter fokus på demokratisk og grøn erhvervsudvikling i landdistrikterne

Nu har du chancen for at blive klogere på, hvordan man kan koble den grønne omstilling med demokratisk ejerskab og skabe ny erhvervsudvikling i landdistrikterne. Landdistrikternes Fællesråd og Tænketanken Demokratisk Erhverv inviterer nemlig til en konference om grøn og demokratisk erhvervsudvikling.

Vi står på tærsklen til at igangsætte en omfattende omstilling af vores samfund. En bindende klimalov er vedtaget, og for de danske landdistrikter rummer omstillingen til en grønnere og mere bæredygtig samfundsmodel muligheder for at skabe ny erhvervsudvikling på landet. Det er helt afgørende, at den fremtidige erhvervsudvikling udtænkes og forbliver lokalt, så den kommer landdistrikterne til gode. Formår vi at koble innovative idéer målrettet den grønne omstilling med en lokal forankring og lokalt ejerskab, kan det skabe en helt ny bølge af erhvervsudvikling på landet – og vi kan nå vores klimamål.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard udtaler:

– Historisk har demokratisk ejede virksomheder lagt grunden til store erhvervseventyr i landdistrikterne. Nu kigger vi ind i en grøn omstilling, der for at blive en succes på landet, bør bygge på lokalt ejerskab og lokal forankring. Her er demokratisk ejerskab helt centralt. Derfor er jeg meget glad for, at vi med denne konference kan sætte fokus på de store potentialer, denne ejertype udgør for fremtidens grønne udvikling på landet.

Direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv Magnus Skovrind udtaler:

– Vi har brug for at skabe udvikling i hele Danmark og her kan lokalt og bredt ejerskab virkelig noget. Erfaringerne viser at ejerskab kan være med til at rekruttere og fastholde gode medarbejdere og lokalt, demokratisk ejede virksomheder er den mest oplagte måde at sikre at værdierne bliver i lokalområdet.

I løbet af konferencen vil du møde grønne, demokratiske virksomheder, høre rådgivere og fagpersoners råd til etableringen af demokratiske virksomheder og kunne deltage i debatten om, hvordan vi omsætter den grønne omstilling til nye erhvervsmuligheder på landet.

Nogle af de oplægsholdere, der allerede er på plads, er advokat ved Advokaterne Foldschack & Forchhammer Helena Reumert Gjerding, der vil berette om, hvordan man juridisk bygger en demokratisk virksomhed op – herunder sikrer beslutningskompetencen. Derudover vil direktør ved Ærø Turist & Erhverv Chris Hammeken fortælle om lokale fællesskaber og demokratisk ejerskab af foreninger.

Ordet bliver også givet til en række demokratiske virksomheder blandt andet analysebureauet Analyse & Tal, som er organiseret som F.M.B.A. virksomhed og arbejder fra kontorer i Aarhus, København og Oslo. Også det lokale energiprojekt Sol over Brenderup, som har finansieret deres solcellepark gennem bl.a. folkeaktier og det lokale erhvervsliv.

Programmet er fortsat under udarbejdelse og vil blive offentliggjort snarest.

Konferencen løber af stablen den 24. august kl. 10.00-15.00 i Spinderihallerne på Spinderigade 11, Vejle. Tilmelding er nødvendig, og fordeling af pladserne foregår efter princippet om først til mølle. Konferencen inkluderer forplejning for alle deltagere.

Du skal tilmelde dig via Nemtilmed på følgende link: https://landdistrikterne.nemtilmeld.dk/27/

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk Cecilie Davidsen Høj, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53850124, mail: cdh@landdistrikterne.dk