Kom med til konference om crowdfunding i landdistrikterne

Hvordan kan vi øge mængden af risikovillig kapital uden for landets største byer ved at bygge på landdistrikternes egne styrker? Sådan lyder omdrejningspunktet i projektet Crowdfunding i Landdistrikterne, der nu afsluttes med en national konference på Christiansborg.

Dansk Iværksætter Forening, Landdistrikternes Fællesråd, DI – Dansk Industri og Dansk Crowdfunding Forening inviterer til konference om crowdfunding i landdistrikterne den 24. november kl. fra 9.30 – 15.00 på Christiansborg.

Konferencen er en afslutning på projektet “Crowdfunding i Landdistrikterne”, der har haft til formål at skabe landdistriktsudvikling, erhvervsudvikling og fremme iværksætteri på én og samme tid. Crowdfunding som finansieringsmetode rummer nemlig store potentialer for at bidrage til at øge mængden af risikovillig kapital uden for landets store byer.

Derfor vil projektpartnerne under konferencen præsentere en række policy-anbefalinger til at skabe bedre rammer for crowdfunding som finansieringsredskab i landdistrikterne.

– Med dette projekt har vi ønsket at skabe ny erhvervsudvikling bygget på landdistrikternes DNA – at man tager ejerskab til og ansvar for lokalområdets udvikling. Dét er netop kernen i crowdfunding. Derfor håber jeg, at man politisk vil være med til at sikre gode rammer for, at crowdfunding kan blive et reelt og solidt finansieringsredskab til landdistrikternes virksomheder, udtaler formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Fagleder for start-ups og iværksætteri, DI – Dansk Industri, Sine Linderstrøm, udtaler:

– Vi skal have ”Løvens Hule” udbredt i hele landet. Overalt i Danmark – uden for de store byer – ser vi et stærkt sammenhold og en stor opbakning om lokale projekter. Her kan crowdfunding være en nyttig kanal for folkelige investeringer i lokale projekter. Men vores projekt har også vist behovet for at gøre rammevilkårene for crowdfunding bedre.

Formand for Dansk Iværksætter Forening Peter Kofler udtaler:

– Vi har i de sidste 10 måneder udbredt crowdfunding i landdistrikterne. Vi har fået bekræftet, at den lokale idérigdom, handlekraft og opbakning til at rejse kapital er til stede i hele Danmark. Nu skal vi have gjort reglerne lettest muligt. Vi glæder os til at overlevere projektets politiske anbefalinger, så vi kan fremme crowdfunding og sætte endnu mere gang i iværksætteri i landdistrikterne, Peter Kofler, formand for Dansk Iværksætter Forening.

Formand for Dansk Crowdfunding Forening Michael Eis udtaler:

– Sammen med de gode partnere i dette projekt, har vi igen vist, at crowdfunding er en del af løsningen i alle dele af landet – når der skal findes kapital, opbygges lokalt netværk og skabes lokal sammenhængskraft. Det har vi i Dansk Crowdfunding Forening arbejdet for de seneste 10 år, og vi er overbeviste om, at med bedre rammevilkår for crowdfunding, politisk opbakning og opbakning fra interesseorganisationerne kan vi give crowdfunding et stort rygstød – til alles bedste.

I landdistrikterne er der en stærk tradition for at gå sammen og bakke op om lokale initiativer. Dét potentiale, hvor investeringsbehov og investeringslyst går hånd i hånd, har været omdrejningspunktet i projektet og vil blive udfoldet på konferencen.

Dagens moderator er Nynne Bjerre, og hun vil styre deltagere gennem bl.a. oplæg fra crowdfunding-eksperterne Michael Eis, formand for Dansk Crowdfunding Forening og stifter af platformen Booomerang, samt Louise Junge, stifter af Crowdnerds. Ligesom lokale virksomheder, som har brugt crowdfunding til at rejse kapital til deres virksomhed vil præsentere deres erfaringer. Afslutningsvist vil et panel sætte crowdfunding som finansieringsredskab i landdistrikterne til debat.

Det endelige program er under udarbejdelse og vil blive offentliggjort snarest.

Tilmelding er nødvendig via Nemtilmeld, og der er et begrænset antal pladser.

Læs mere om projektet på dets hjemmeside.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dkNikoline Jakobsen, projektkonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 25, nik@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail