Fokus på udvikling til landdistriktskonference

Der er spirende tegn på, at flere dele af landet er inde i en god udvikling og nye positive tal for boligsalget viser, at det går fremad i landdistrikterne. Det vækker glæde hos Landdistrikternes Fællesråd, der mandag sætter fokus på vækst og udvikling til årets landdistriktskonference.

Når erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i dag åbner årets landdistriktskonference, bliver det med fokus på vækst og udvikling i hele Danmark.

De nyeste tal for både beskæftigelse og boligsalg viser, at de danske landdistrikter er på rette kurs. Samtidig har udviklingen i realkreditlån til ejerboliger været positivt stigende med udlån i de fleste kommuner gennem de seneste år. Det var konklusionen i regeringens regional- og landdistriktspolitiske redegørelse for 2017. 

– Jeg glæder mig over, at der er spirende tegn på, at flere dele af landet er inde i en god udvikling. Vi har et fælles ønske om et Danmark i balance, og derfor er det afgørende med vækst og muligheder i alle dele af landet, siger formand Steffen Damsgaard.

‘Den rådne banan’ er slet ikke rådden

Begrebet ‘Den rådne banan’ er i mange år blevet brugt nedladende om yderområderne langs den jyske vestkyst fra Nordjylland ned over Vestjylland og det sønderjyske til det sydfynske øhav og Lolland-Falster. Alle områder som har været udfordret i forhold til manglende udvikling blandt andet forårsaget af fraflytning, lukning af arbejdspladser og institutioner. 

For få uger siden undersøgte Boligsiden.dk, hvor mange huse der bliver solgt i kommunerne på kyststrækningen, og hvordan udviklingen har været, siden finanskrisen ramte. 

Med udgangspunkt i hvornår der i de respektive kommuner i undersøgelsen blev omsat færrest huse, er der frem til i år stigninger på mellem 25 og 113 procent. Størstedelen ligger under landsgennemsnittet, men ikke meget, og kommunerne Guldborgsund, Langeland og Ærø ligger derimod langt over, forklarer Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk. 

Tendensen er endnu mere positiv, hvis man i stedet for handelsaktiviteten skeler til salgsprisernes udvikling fra de ramte bunden og frem til nu. Seks ud af de 16 kommuner i undersøgelsen er på niveau eller over de omkring 18 procent, som priserne generelt er steget med, siden de dykkede i 2012.

 – Der er stadig store udfordringer på landet, fordi forholdet mellem arbejdspladser og bosætning spiller en så afgørende rolle. Men selvfølgelig er det værd at fejre, at der i flere kommuner sker en positiv udvikling, der nogle steder ligefrem overhaler landsgennemsnittet, siger Steffen Damsgaard og fortsætter: 

– Det er samtidig en god anledning til at aflive brugen af udtrykket ‘den rådne banan’, som er ret nedladende, da borgere, der bor i disse områder, også bidrager til vores samfund, samt at nogle af de vigtige erhverv, vi lever af, ligger netop her. Det er på tide at sløjfe øgenavnet.

Vækst og udvikling i hele Danmark 

På Landdistriktskonferencen vil der være fem delmøder med forskellige temaer, der har stor betydning for udviklingen i landdistrikterne. Et af disse vil handle om erhvervsudvikling i landdistrikterne og arrangeres af Erhvervsministeriet i samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd.

– De erhverv, der fylder meget i landdistrikterne, skaber ikke bare en kæmpe værdi for landområderne, men for hele samfundet. Her er konferencen en oplagt mulighed for at sætte fokus på, hvordan vi skaber vækst, udvikling og arbejdspladser i landdistrikterne, siger formand Steffen Damsgaard.

Oplægsholderne til delmødet om erhvervsudvikling

  • Godsejer Susanne Hovmand-Simonsen, Knuthenlund Gods
  • Direktør og medstifter Thomas Henriksen, eGastro
  • Adm. direktør Lasse Westerby, Stauning Whisky
  • Direktør Niels Jørgensen, Maskinfabrikken JST
  • Adm. direktør og seniorrådgiver Sara Line Bohn, BARK Rådgivning A/S
  • Bysociolog og rådgiver Mads Christian Bundgaard, BARK Rådgivning A/S
  • Ordstyrer: Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd

Se programmet for Landdistriktskonferencen her

Landdistriktskonferencen afholdes på Kobæk Strand Konferencecenter ved Skælskør i forlængelse af LAG Årsmødet. 

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, politisk chef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail