Årets Landsby fejres ved officiel kåring

I begyndelsen af juli blev Vallekilde i Odsherred Kommune udpeget som Årets Landsby 2017. På lørdag kåres landsbyen officielt.

Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark indbyder pressen til officiel kåring af Vallekilde som Årets Landsby 2017. Det sker lørdag den 2. september, kl. 14.00 ved Vallekilde Højskole, Højskolevej 9, 4534 Hørve. 

Der vil være fest i byen, taler fra formanden for bedømmelseskomitteen, Annette Vilhelmsen, formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, formanden for Landsbyerne i Danmark, Steen Kjær Jensen, og Odsherred Kommunes borgmester Thomas Adelskov (S). Landsbyen overrækkes desuden en vinderflise som minde om titlen.

Det er Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, der hvert år belønner en landsby, som i særlig grad har gjort sig bemærket. Det har Vallekilde gjort ved at have en lidt skæv tilgang til digitalisering med f.eks. en facebookgruppe med en virtuel grejbank, hvor man kan låne alt fra en stige til en bagemaskine af hinanden.  

Ildsjælenes arbejdskraft har blandt andet resulteret i en interaktiv plakatsøjle, et bylaug med mobilepaybetaling, og byen har også fået sin egen virtuelle borger, den fiktive Gerda Lyhn, som fortæller om sine oplevelser i landsbyen i en række audiowalks, der kan hentes på Soundcloud.

I forbindelse med kåringen vil der være mulighed for at tale med landsbyens borgere, som vil være tilstede under fejringen. Derudover vil der være mulighed for at få en guidet rundtur i landsbyen.

De øvrige finalister, der kæmpede om at blive Årets Landsby 2017, var landsbyen Ansager i Varde Kommune og landsbyen Over Jerstal i Haderslev Kommune.

Tilmelding til politisk chef i Landdistrikternes Fællesråd Noa Jankovic, tlf. 71 708 249, mail nja@landdistrikterne.dk.

Kontaktpersoner

Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail