Vil der være politi på landet efter kl. 16?

“En ny politikreds-struktur må ikke ende med at landdistrikterne ligger åbne for alt fra hønsetyve til voldsmænd efter kl. 16,” siger Thorkild Ljørring Pedersen, Landdistrikternes Fællesråd, i en kommentar til udspillet fra Politikommissionen.

Politikommissionen foreslår at antallet af politikredse reduceres fra 54 til 24, bl.a. med henvisning til at en bæredygtig politikreds skal kunne opretholde et vist minimumsberedskab, at decentraliseringen af den økonomiske styring indenfor politiet nødvendiggør administrativ forenkling samt at IT bedst udnyttes i større administrative enheder.

“Det er vigtigt at vi har en ensartet retshåndhævelse over hele landet, men det må ikke ske på bekostning af de lokale politistationer, hvor lokalbefolkning og politifolk kender hinanden. Et synligt politi i hverdagen er vigtigt, også i weekends og aftentimer og derfor bør en ny struktur tage hensyn til, at der ikke bliver for lange afstande, når nærpolitiet er gået hjem kl. 16. Og det frygter jeg vil ske, hvis 24 politikredse betyder, at der efter lukketid kun er en central station bemandet i hver kreds,” siger Thorkild Ljørring Pedersen.

“Jeg håber derfor, at strukturplanerne kun får administrativ betydning, at de eksisterende lokale politistationer og nærpolitikontorer bevares og at der fortsat vil blive patruljeret i aften- og nattetimer – også i landdistrikterne.”

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *