Tag godt imod flygtninge i landkommunerne

“Danmark får selv i udlandet et dårligt omdømme, når så mange kommuner melder fra overfor opgaven med at huse asylansøgere. Der er mange undskyldninger her i valgåret, men det ødelægger Danmarks gode navn og rygte udadtil. Det kan vi ikke være bekendt, når vi nu ellers er kendt som et hyggeligt og gæstfrit folkefærd.”
Sådan siger Thorkild Ljørring Pedersen, Landdistrikternes Fællesråd, som mener at også landkommunerne skal tage imod flygtninge i asylfase og i integrationsfasen. Han mener, det må være muligt at finde nogle løsninger, der er menneskeværdige og som landkommunerne kan få til at fungere.
“Flygtningelandsbyer er et begreb, som trænger til at blive produktudviklet, så flygtningene kommer tættere på danskerne. Vi skal også have flere initiativer fra det civile samfund, hvor f. eks. almindelige familier tager imod som kontakt- eller vennefamilier til asylsøgerne.”

Thorkild Ljørring Pedersen mener, at nogle kommuner nok føler sig nok presset ovenfra af Indenrigs- og Miljøministerierne, der skal skaffe plads til flygtninge og nedefra af borgere, der frygter kriminelle elementer. Det får borgmestrene til at slå bak her op til den kommunale valgkamp.
“Men der er ved at komme styr på de kriminelle elementer blandt asylsøgerne. Og vi skal huske at det sunde princip om, at enhver er uskyldig til retten har talt også gælder for flygtninge i Danmark. At der i en periode har været mange kriminelle fra Østeuropa, der har søgt til Danmark under dække af at være asylansøgere må ikke skade de asylansøgere, der har et alvorligt og reelt behov for asyl.”

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd understreger, at alle borgere har en opgave, når det gælder integration af flygtningene:
“Vi skal tage godt imod dem og lære dem at kende. Vi kan lære dem noget, men de kan også lære os noget og vi får brug for deres viden og arbejdskraft i fremtiden. Vi har ikke råd til at isolere de fremmede i Danmark. Desuden – hvis man kender hinanden, stjæler man ikke fra hinanden,” slutter Thorkild Ljørring Pedersen.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *