Sydsjælland går til kamp for postbutikkerne

Post Danmarks planer om lukning af fire postbutikker på Sydsjælland får kamp til stregen. De fire berørte lokalområder, Langebæk, Holme-Olstrup, Bårse og Hvedevænget i Næstved støtter hinanden og et borgermøde i Langebæk i sidste uge samlede 55 deltagere.
  
Alle midler tages i brug: underskriftsindsamlinger – i Langebæk begyndte indsamlingen i lørdags og havde tirsdag nået 250 underskrifter -, henvendelser til Post Danmarks filialudviklingschef og områdedirektør, kontakt til borgmestre og byråd, læserbreve og endda en henvendelse til Storstrøms Amt om at tage bevarelse af postbutikkerne i landdistrikterne med i den kommende regionplan.
  
"Vi har også henvendt os til folketingsmedlem Søren Kolstrup, der har lovet at bringe sagen op overfor Indenrigsministeren, som har udviklingen i landdistrikterne som sit ansvarsområde," siger Henrik Nebelong. Henrik Nebelong er næstformand for Borgerforeningen i Langebæk og koordinator af initiativerne på Sydsjælland.
"Søren Kolstrup har også lovet at gøre opmærksom på, at der er tale om en procedurefejl, når borgerforeninger og erhvervsliv i de berørte lokalområder ikke er blevet hørt."
  
De aktive græsrødder på Sydsjælland er i kontakt med en tilsvarende gruppe på Horsens egnen, som kæmper for en lang række truede postbutikker og med Landdistrikternes Fællesråd, som gjorde opmærksom på problemet allerede først på året.
  
"Både initiativet på Sydsjælland og på Horsens egnen fortjener al mulig ros og opbakning, for det viser, at folk på landet ikke længere stiltiende vil affinde sig med flere forringelser," siger Thorkild Ljørring Pedersen fra Landdistrikternes Fællesråd.

"Det ser ud til at PostDanmark ruster sig til en fremtidig, international konkurrence i byområderne ved at forringe deres service i landdistrikterne og det finder vi bestemt ikke rimeligt."

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *