Storbydrømme i Trekantområdet

"Et stykke massiv by-tænkning."
Sådan karakteriserer Landdistrikternes Fællesråd Trekantområdets debatoplæg til en strategi for Trekantområdet som Landsdelscenter.  Området, der omfatter kommunerne Vejle, Kolding, Fredericia, Børkop, Vejen, Lunderskov og Vamdrup, blev i foråret 2000 udpeget af regeringen til landsdelscenter. Det samme blev området "Midt-Vest", der omfatter Herning, Holstebro, Ikast og Struer.
"Trekantområdets udpegning til Landsdelscenter har virkelig sat skub i bytænkningen i området," siger formanden for Landdistritkernes Fællesråd, Thorkild Ljørring Pedersen. "Det debatoplæg, der er udsendt, overser totalt, at der eksisterer både land- og skovbrug i området og at alle de 8 involverede kommuner har store landdistrikter, som i oplægget reduceres til rekreative og idylliske bo-områder, som i bedste fald får adgang til en blandet landhandel."
  
Debatoplægget taler om en grøn, åben storby og peger på, at Trekantområdet har Europas største koncentration af underleverandører inden for udvikling af maskiner og komponenter til fødevareindustrien og at fødevareindustrien er den industri, der beskæftiger flest i Trekantområdet.
"Men dem, der leverer råvarerne til fødevareindustrien skal åbenbart presses ud af området, så det kan udlægges til en grøn, åben storby med masser af rekreativ idyl mellem de opvoksende metropoler: Vejle, Fredericia og Kolding," konstaterer Thorkild Ljørring Pedersen.
Han peger på at der ligger en utroligt traditionel tankegang bag debatoplægget om Trekantområdet.
" Mulighederne for at udnytte IT er i oplægget begrænset til at kunne bruges til at forbedre logistikken i transportsektoren samt et fælles digitalt rådhus for de otte kommuner.
Der er også tale om by-tænkning, når al erhvervs- og uddannelsesaktivitet centraliseres i byområderne, hvor man også vil foretrække at både unge og ældre bosætter sig."
  
Landdistrikternes Fællesråd foreslår derfor at der tilføjes et kapitel om, hvordan Trekantområdet aktivt vil bruge IT til at ophæve afstande til bl.a. uddannelser og gøre det muligt at lokalisere videntunge og kreative erhverv og arbejdspladser i de små samfund, hvor naturen og nærheden er i højsædet.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *