Støt den lokale butik: køb den – og køb ind i den

Landsbykøbmanden og -brugsen er truede arter. Selvom den seneste revision af Lukkeloven gav lidt fornyet luft til de mindste dagligvarebutikker, lukker der stadig mange butikker på landet.

Mange landsbyer prøver at redde den lokale butik ved simpelthen at stifte en forening til at drive butikken videre, hvis den hidtidige købmand eller brugsforening har måttet give op. Der er efterhånden rigtig mange borger ejede butikker over hele landet.
“Det er flotte, folkelige initiativer, når det ene lokalsamfund efter det andet er i stand til at rejse 200-300.000 kr. for at bevare landsbyens sidste butik,” siger Thorkild Ljørring Pedersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
“Desværre er der også enkelte borger ejede butikker blandt dem, der lukker i denne tid og vi må konstatere, at det ikke er nok at købe butikken – man skal også købe ind i den.”

Det er et stort tab for en landsby, hvis den sidste butik forsvinder. Med den forsvinder ikke kun dagligvareforsyningen, men ofte også mødestedet, postfunktionen, håndkøbsudsalget, tips og lotto, opslagstavlen for de lokale arrangementer – og huspriserne i lokalområdet rasler ned med 50 – 100.000 kr. eller mere. Det bliver sværere at tiltrække nye bosættere og mange ældre tvinges til at flytte væk, fordi dagligdagen bliver for besværlig.

“Vi, der bor på landet, kan gøre meget for at holde liv i de butikker, der stadig er tilbage i landdistrikterne. Det vigtigste er, at vi bruger dem: lægger så mange indkøb som muligt lokalt – og taler med købmanden eller uddeleren, hvis der er noget i butikken, man ikke er tilfreds med,” understreger Thorkild Ljørring Pedersen.
“Det er livsfarligt for landsbyens butik, hvis kunderne vælger at bruge fødderne i stedet for stemmen, hvis de er utilfredse med butikkens sortiment, service eller kvalitet.”

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *