Små skoler fredet i Sønderborg

Nyhedsmagasinet “Danske Kommuner” skriver:
Flertallet i Sønderborg Byråd vil ikke være med til at lukke kommunens mindste skoler. Jeg vil personlig kæmpe for dem, siger borgmester Jan Prokopek Jensen, der frygter for konsekvenserne af lukningerne. 
 
Selv om den kun har 82 elever, kan skolen i Kværs regne med at overleve i endnu fem år. Et flertal i Sønderborg Kommunes byråd er klar til at udstede en garanti om, at Kværs Skole og fem andre små skoler ikke bliver lukket i næste valgperiode.

Både Fælleslisten og borgmester Jan Prokopek Jensens socialdemokrater er klar til at frede kommunens mindste skoler. Borgmesteren erkender, at de små skoler er dyre i drift, men erklærer, at han personligt vil kæmpe for deres overlevelse. Alternativet er skræmmende, siger han.

– Børnefamilier, der flytter. Faldende huspriser. Låsby-Svendsen-tilstande, som man ser på Lolland-Falster. Det er skrækscenariet for mig, siger borgmesteren til JydskeVestkysten.

Venstre har endnu ikke besluttet sig for, om partiet følger flertallet og freder de små skoler. Men med de nuværende investeringer i de såkaldte børneuniverser – fusion af skole, SFO og børnehave – er der ingen grund til at lukke skolerne, siger gruppeformand Tage Petersen.

– Men man skal passe på med at udstikke nogen garantier, understreger han.
 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *