Slukkede ildsjæle i Lindeballe

I landsbyen Lindeballe på landevejen mellem Vejle og Sønder Omme er ildsjælene ved at tabe modet. De har i årevis kæmpet for at bevare og udvikle deres dagligvarebutik, som de ejer i fællesskab. Og de var glade, da de i juni 2002 modtog besked fra Direktoratet for Fødevareerhverv om at deres tre projekter, der alle skulle støtte op om butikkens overlevelse, var indstillet til at modtage Artikel 33-støtte.
I dag er glæde vendt til sorg – for den offentlige, danske medfinansiering er udeblevet. Lindeballes borgere står med 159.086 ubrugelige EU-kroner. Finder de ikke et tilsvarende beløb i offentlige danske støttekroner inden d. 15. september, går pengene retur.
Et af formålene med artikel 33 er bl.a. "tilvejebringelse af basale servicefaciliteter for erhvervslivet og befolkningen i landdistrikterne" – og borgerne i Lindeballe betragter naturligvis deres dagligvarebutik som en basal servicefacilitet. Butikken har et begrænset opland og kundeunderlag, men forholdsvis trofaste kunder. Imidlertid er butikkens overlevelse i høj grad afhængig af strøgkunder – typisk lastbiler på ruten Vejle – Sønder Omme – og af turister i sommerhalvåret. Lindeballe ligger på Margueriteruten  og har en del cykelturister om sommeren.
For at styrke indtjeningen på strøgkunderne og turisterne samt forbedre varegrundlaget for de faste kunder udarbejdede butikkens bestyrelse tre projekter:
   – Man ville etablere en naturteltplads med adgang til toilet- og badefaciliteter umiddelbart i butikkens nærhed.
   – Man ville etablere stier i naturområdet og bl.a. sikre adgang til en gammel teglovn og til skovene   syd for Lindeballe. I den forbindelse var der behov for et vigespor til lastbiler og en p-plads, da butikkens nuværende, meget lille p-plads ofte er fuldt besat.
   – Man ville ved ombygning inddrage et tidligere grovvarelager til butikslokale for at give bedre plads til bl.a. salg af lokale kunsthåndværkere og kunstneres produktion samt lokalt producerede fødevarer, både økologiske og konventionelle.
Hverken Give Kommune eller Vejle Amt har set sig i stand til at støtte de tre projekter i Lindeballe. Og så var der kun de traditionelle, statslige puljer tilbage. Og forleden dumpede der så tre breve ind ad døren fra Indenrigsministeriets Landdistriktspulje: afslag, afslag og afslag. Inden da var der også kommet et afslag på en ansøgning til Friluftsrådet om at støtte naturteltpladsen.
"Der er ærligt talt ikke mange gløder tilbage i vores ildsjæle," konstaterer købmand Bodil Andersen, der forpagter Butikken i Lindeballe.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *