Skruen strammes i landdistrikterne

“Det går den forkerte vej lige nu, især i udkantsområderne,” konstaterer Landdistrikternes Fællesråds formand, Thorkild Ljørring Pedersen, forud for Indenrigs- og Sundhedsministeriets årlige landdistriktskonference.
“Men de øvrige landdistrikter står også overfor store udfordringer, især hvis der kommer en længere periode med høje benzinpriser.”
Thorkild Ljørring Pedersens dystre udmelding skyldes, at dårligere tider tydeligvis er på vej – og at de altid mærkes først i landets udkantsområder.
“Vi har forsømt at konsolidere landdistrikterne i de fede år og det kan vi mærke nu. Kombinationen af uro ude i verden, økonomisk stilstand i Europa samt offentlige besparelser, virksomhedslukninger, stigende ledighed og strukturdebat i Danmark truer med at sætte udviklingen helt i stå i landdistrikterne,” siger Thorkild Ljørring Pedersen.
Landdistrikternes Fællesråds formand håber, at problemerne ikke blot bliver henvist til at afvente Strukturkommissionens udspil og den efterfølgende debat.
“Det kommer til at tage flere år og det kan vi ikke vente på. Der er brug for en ny form for egnsudviklingsstøtte til de hårdest ramte områder, så udkantsområderne kan få en ny tro på fremtiden. Det skal ske i form af kompetenceløft, uddannelsestilbud, erhvervsfremme og måske særlige skattebegunstigelser til højtuddannede, der er parate til at flytte ud og bo og arbejde i udkantsområderne i en længere periode. Det er også vigtigt at sikre gode folkeskoler og ungdomsuddannelser af høj kvalitet, så udkantsområderne bliver oprustede til at indtage deres plads i videnssamfundet,” siger Thorkild Ljørring Pedersen.
“Så jeg ser frem til at høre Lars Løkke Rasmussens tale på Landdistriktskonferencen. Regeringen har lovet at arbejde for et Danmark i balance og at sikre en ligelig udvikling i hele landet. Vi i landdistrikterne glæder os til at høre hvornår det sker.”

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *