Pressemeddelelse – Lokalskolerne på retur

Udsendt mandag den 11. februar 2008
Mandag den 25. februar kl. 10 – 15 afholdes konferencen »Hvor er lokalskolerne på vej hen« i Landstingssalen på Christiansborg. Skolestruktur er et varmt emne i mange kommuner. Bølgen af skolenedlæggelser tager til, fordi mange kommuner af spare-hensyn lægger små skoler sammen til én stor skole. 23 mindre folkeskoler åbner ikke igen efter sommerferien og 72 skoler lægges sammen til 28 skoler med afdelinger på 72 matrikler. Denne udvikling har fået seks foreninger til at finde sammen i et ganske atypisk samarbejde på tværs af faglige og organisatoriske skel. Med konferencen agter de at råbe politikerne op og sætte udviklingen af den danske skolestruktur til fælles debat.
”Vi vil vide, hvad der er myter og fakta i debatten om lokalskolernes kvalitet og økonomi, og vi skal have afklaret, om der er reel politisk vilje til at bevare lokalskolerne,” hedder det i invitationen til konferencen.
De seks foreninger er enige om, at udviklingen er et alvorligt anslag mod demokratiet. Forældrene vil miste indflydelse, når den lokale skole bliver en afdeling under storskolen med kun én skolebestyrelse og én leder. Desuden vil en ”skole-afdeling” fremover kunne nedlægges uden forældrene høres, ligesom kommunen kan flytte elever og lærere rundt mellem undervisningsstederne.
Lone Andersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd, siger ”Det er vanskeligt at se, hvordan muligheden for at indføre fælles skoleledelse harmonerer med Bertel Haarders ønske om at styrke ledelsen af den enkelte skole. Desuden fremgår det af en ny undersøgelse af Velfærdsministeriet, at skolelukning i et landdistrikt har negativ indvirkning på bosætningen.”
Formanden for Folketingets Uddannelsesudvalg, Martin Henriksen, (DF), erkender, det er problematisk, at en afdeling af en storskole kan lukkes uden yderligere lokalpolitisk debat. ”En lokalskole bidrager i høj grad til sammenhængskraften i de lokale samfund”, siger han.
Til konferencen er inviteret formænd og chefer for de kommunale Børne- og Kulturudvalg, ligesom partiernes uddannelsespolitiske ordførere og undervisningsministeren vil være til stede. Den omtalte rapport fra Velfærdsministeriet offentliggøres på konferencen.
Tilmeldingsfrist 18. februar. De 150 pladser fordeles efter ”først til mølle” princippet.
Yderligere oplysninger:
Hanne Gregersen, Landdistrikternes Fællesråd, 20 91 70 60, post@hanne-gregersen.info – eller
Maren Skotte, Dansk Friskoleforening, 20 49 85 03, maren@friskoler.dk

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *