Planloven: mørkemænd og nye muligheder

Af Thorkild Ljørring Pedersen og Anita Lillevang, Landdistrikternes Fællesråd

Den 1. september træder den reviderede Planlov i kraft. Dermed overflyttes landzonekompetencen fra amterne til kommunerne og det hidtil så stramme greb om, hvad man må og ikke må i det åbne land, løsnes en smule.

Debatten op til lovens vedtagelse har været hård og præget af skyttegravskrig. Den ene fløj har råbt op om frit slag for grimme nybyggerier, uskønne gylletanke midt på markerne og spekulationsudstykninger i naturskønne områder. Den anden fløj har holdt på, at man bare vil give landboerne lidt flere udviklingsmuligheder og at sporene efter den nye
Planlov bliver så få og små, at de næsten ikke bliver til at få øje på.

Landdistrikternes Fællesråd hilser den reviderede Planlov velkommen, men det bliver en udfordring for kommunerne at forvalte loven efter dens gode intentioner. Vi er overbeviste om, at ingen af fløjene fra skyttegravskrigen får ret. Loven lægger et stort ansvar på kommunalbestyrelsernes skuldre og det bliver i høj grad dem, der efter den 1. september skal bevise, at de både har politisk mod og mandshjerte til at forvalte loven efter dens hensigt: at skabe nye udviklingsmuligheder i landdistrikterne uden at sætte vores smukke landskaber, naturen og miljøet over styr. Det er vores håb, at den kommunale forvaltning af Planloven vil gøre mørkemændene til skamme og ikke overudnytte de nye muligheder.

Vi er ikke i tvivl om, at det især bliver i de storby-nære områder, at de nye muligheder i Planloven vil blive udnyttet mest muligt. Her er presset på naturen, landskabet og bosætningsmulighederne allerede stort og det vil bestemt ikke blive mindre fremover. Det bliver sandsynligvis i Frederiksborg, Roskilde, Århus og Vejle amter, at de største slag kommer til at udspille sig. Men resten af landet vil sikkert også få sine dramaer, når gylletanke og aftægtsboliger skal placeres mest hensigtsmæssigt fremover.

Med den reviderede Planlov er en kommunal landdistriktspolitik blevet vigtigere end nogensinde. En landdistriktspolitik, der gælder for alle kommunens landområder; både landsbyer og åbent land og som også behandler samspillet mellem landdistrikt og centerby(er). En landdistriktspolitik, der både værner om landskabs- og naturværdier og giver plads til en alsidig udvikling af livet på landet og sikrer gode levevilkår for dem, der bor eller i fremtiden vælger at bosætte sig der.
Vi vil derfor opfordre til, at de kommuner, der endnu ikke har en gennemarbejdet og vedtaget landdistriktspolitik, kommer i gang hurtigst muligt. Og at de inddrager befolkningen i landdistrikterne i hele processen.

Med den reviderede Planlov falder et af de kunstige skel, som hidtil har gjort det svært at tænke landdistriktspolitik i kommunerne. Hidtil har de lokalplanlagte landsbyer været kommunal interessesfære, mens alt uden for byskiltene har været amtets domæne. Med
landzonekompetencen placeret i kommunerne er det fremover kommunernes opgave og pligt at forholde sig til den helhed, landsbyerne og det åbne land udgør. Med en landdistriktspolitik ved hånden bliver opgaven lettere for kommunerne.

Loven giver f. eks. landbrug over 30 ha. ret til at opføre en aftægtsbolig og/eller en medhjælperbolig, hvis der er behov for det. Det er på mange måder en god ting – det kan lette et generationsskifte på gården, det gør det lettere at fordele arbejde og fritid for landmanden og hans ansatte, hvis en af de ansatte bor på stedet og kan rykke ud, hvis alarmen i stalden går og landmanden og hans familie er taget på ferie. Og det er en god ting for lokalsamfundet som kan beholde den ældre generation i området og måske endda få en ny familie til, der kan understøtte den lokale service: sende børnene i skole, købe ind i dagligvarebutikken, deltage i foreningslivet.

Men placeringen af de pågældende nye boliger bliver interessant. Bekymrede sjæle har allerede forestillet sig alle attraktive bakketoppe og havudsigter besat af “aftægts- og medhjælperboliger”, der i virkeligheden er spekulationsobjekter, bygget af landmændene og solgt til velbeslåede tilflyttere, så snart det kan lade sig gøre at få dem afmatrikuleret fra landbrugsejendommen. Erfaringerne fra frikommuneforsøgene i 80’erne viser tendensen, siger bl.a. Danmarks Naturfredningsforening.

Er der mon ikke sket noget i borgmestres og byrødders bevidsthed om det åbne lands værdier siden 80’erne? Det tror vi – men skulle skrækvisionen vise sig at blive sand, vil Landdistrikternes Fællesråd være blandt de første til at forlange loven strammet op.

Der har i de senere års amtslige administration af Planloven været en klar tendens til at arbejde på en win-win-løsning, når folk søgte om tilladelser i det åbne land. Det er vores håb, at kommunerne overtager fremgangsmåden, så rimelige ønsker om nybyggerier og udvidelser kan imødekommes, men at placering og udformning fastlægges i dialog mellem parterne og med stor hensyntagen til landskab og miljø.

Noget af det mest spændende ved den reviderede Planlov er at den måske bliver anledning til at demokratiet vender tilbage til lokalsamfundet: at de – gode eller dårlige – nye muligheder fremtvinger en dialog mellem interessenterne på området: landmændene og de andre beboere i det åbne land og i landsbyerne, naturinteressernes talsmænd, friluftslivets repræsentanter, erhvervslivet og politikerne. Disse parter skal på banen, når den kommunale landdistriktspolitik skal udformes – og fremover vil man ikke kunne sige landdistriktspolitik uden også at forholde sig til de nye muligheder og risici, den reviderede Planlov indebærer.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *