Opsang til kommunerne

“Det ser ud til at det alene er Landdistrikternes Fællesråd, der tager brede initiativer til udvikling i landdistrikterne,” siger fællesrådets formand, Thorkild Ljørring Pedersen efter Landdistriktskonferencen i Billund d. 24. januar.
“Det er ærgerligt at opleve amterne og kommunerne prøve at spille bolden tilbage til regering og folketing i stedet for selv at tage fat og definere den udvikling, de ønsker i deres landdistrikter.”

Landdistrikternes Fællesråds formand noterede sig også, at hverken indenrigsminister Thorkild Simonsen, formand for Amtsrådsforeningen Kresten Philipsen eller formanden for Kommunernes Landsforening, Anker Boye, gav sig tid til at deltage i hele konferencen.

“Det signal siger mig, at hvis der skal gang i udviklingen på landet, skal vi ikke sætte os og afvente initiativer fra oven.”

Thorkild Ljørring Pedersen påpeger, at der allerede er gjort så mange erfaringer landet over med udviklingsprojekter, udviklingsplaner for landsbysamfund og formuleringer af landdistriktspolitik, at der er inspiration nok at hente for amter og kommuner.

På konferencen i Billund slog Thorkild Ljørring Pedersen til lyd for at man også i det fattigste kommuner skaber en bæredygtig udvikling med en sund husholdningsøkonomi, for man kan ikke centralisere sig ud af problemerne.
“Lokomotivet i en udvikling i landdistrikterne er skabelsen af nye jobs og erhverv. Vi skal ikke kun have kommunerne på banen, men også landbrug, industri og håndværk. Der skal ske et teknologisk løft af de små virksomheder.”

Fællesrådets formand konstaterede, at et forsknings- og udviklingscenter for landdistrikterne ser ud til at have politisk opbakning og at interessen for at bosætte sig på landet fortsat er stor. Evalueringen af Landdistriktspuljen viser, at det nytter noget at sætte nye tiltag i gang på landet – men midlerne i puljen er for små og for spredte til at sætte varige spor i form af egentlig erhvervsudvikling.
“Hvis regeringen virkelig vil række landdistrikterne en hjælpende hånd, skal den afsætte et trecifret millionbeløb til beskæftigelses- og erhvervsfremme i landdistrikterne i hvert af de kommende år. Så vil man for alvor kunne tale om hjælp til selvhjælp,” slutter Thorkild Ljørring Pedersen.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008, Nyhedsbrev. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *