Nye strategier for den lokale udvikling i Danmark

Fødevareministeriet skriver: 
Lokale aktionsgrupper rundt om i hele landet har netop afleveret strategier for, hvordan de vil skabe nye jobs og forbedre levevilkårene med støtte fra fødevareministeriet. Ildsjæle fra lokale aktionsgrupper i danske landdistrikter vil satse på at gøre netop deres område godt at bo og arbejde i, så befolkningen ikke flytter væk. Men metoderne til at skabe job og liv i områderne udenfor byerne er forskellige. Det fremgår af strategierne for udvikling af 47 danske landdistrikter, som Fødevareministeriet har modtaget.

“Jeg har stor tiltro til, at der kommer meget godt ud af at slippe de lokale kræfter løs. Engagerede borgere, virksomheder og foreninger bidrager med ideer og visioner, der tager udgangspunkt i deres lokalområde. Det er en god begyndelse til at skabe liv og nye lokale arbejdspladser”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Fødevareministeriet har afsat ca. 110 millioner kr. om året til de lokale aktionsgrupper i landdistrikter. De skal bruges til at støtte projekter, der kan give liv i området og lokale arbejdspladser.

Job
Nye lokale arbejdspladser er en udfordring, som de fleste aktionsgrupper tager op. Aktionsgrupperne har forskellige bud på, hvordan de vil styrke erhvervsstrukturen i landdistrikter ved at skabe nye arbejdspladser i nærområdet. Der er forslag om at etablere erhvervshuse og kreative arbejdsfællesskaber, udvikle regionale fødevarer, satse på iværksætteri og mikrovirksomheder.

Livskvalitet
Overalt i landet er der lagt planer, der skal få flere til at flytte til landdistrikterne eller bremse afvandringen. Ambitionsniveauerne er forskellige og metoderne til at fastholde beboerne i landdistrikterne veksler fra at markedsføre området og lave velkomstpakker til tilflyttere over til at indrette nye samlingssteder i tomme landbrugsbygninger

Turisme
Mange vil satse på at udvikle nye tilbud til turister som skal lokkes på bondegårdsferie eller på besøg i et professionelt landbrug. Andre vil udvikle naturturisme, der etablerer nye gårdbutikker og spisesteder, som kan give turisterne smag for landet.

Klima  og miljø
Aktionsgrupper vil også skabe nye naturområder, tilbud om friluftsaktiviteter og ikke mindst arbejde med formidlingen af naturværdierne. På Bornholm er målet at blive selvforsynende med vedvarende energi, Hedensted i Midtjylland vil også nedbringe CO2 forureningen fra private husholdninger.

Søg tilskud til projekter
Borgere, der vil søge tilskud til et lokalt projekt, kan indsende en ansøgning til den lokale aktionsgruppe i det område, hvor projektet skal gennemføres. Aktionsgruppen vil derefter vurdere projektet og indstille det til godkendelse i Fødevareministeriet, Direktoratet for FødevareErhverv.

Årsmøde
De lokale aktionsgrupper mødes til årsmøde den 23. til den 24. maj 2008 på Hotel Nyborg Strand.

Læs mere på Fødevareministeriets hjemmeside. Klik her.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder-2008. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *